Dommere er dybt uenige - og ordene gør ondt på 17-årig X factor-deltager
De seneste uger har Nikoline Steen Kristensen fået at vide, at hun var for "lillepiget", så for konet. Nu vakte hendes optræden på engelsk debat.
En deltagers optræden splittede dommerbordet i fredagens 'X Factor'.
Nemlig Oh Lands 17-årige deltager Nikoline Steen Kristensen, der kommer fra Sørvad, der gik på scenen med nummeret 'Sunlight' af irske Hozier – og dermed sang på engelsk for første gang i et liveshow.
De to dommere Thomas Blachman og Martin Jensen var dybt uenige om, hvorvidt det var et godt valg. Og efter deltagerens optræden udviklede deres kommentarer sig til en diskussion af hendes stil og udtale, samt hvorvidt hun fungerer bedst på dansk eller på engelsk.
- Det er lidt svært at forstå, at der ikke bliver talt om det åbenlyse, som var, at du sang helt sindssygt godt, lød det herefter fra Oh Land, da hun fik ordet.
- Du er blevet gjort til et problem, fordi du også er skidegod, og fordi du er så meget dig selv. Du skal ikke tage det her ind, for du gør det så sindssygt godt, fortsatte hun.
Herefter pointerede dommeren også, at Nikoline Steen Kristensen i hendes øjne bestemt ikke har "væltet sig i ros" fra de to herrer ved dommerbordet.
- Det kan godt være hårdt
Oh Land mener nemlig, at hendes deltager har fået utroligt mange modstridende kommentarer om hendes fremtoning de seneste uger.
- Først er hun for lillepiget og barnlig, så er hun for voksen og for konet. Så er hun for glad eller for mørk. Så skal hun synge på dansk og så på engelsk.
- Det er som om, at der er utrolig lidt tålmodighed med, at hun er en ung pige, som står midt i en udvikling og faktisk gør det sindssygt godt, uddybede Oh Land efter showet.
Nikoline Steen Kristensen lægger heller ikke skjul på, at hun synes, det har været svært at modtage kritikken fra dommerbordet.
Op til fredagens liveshow var hun især nervøs over udtalen af de engelske ord, og det var netop dét, Martin Jensens kritik gik på.
- Jeg vil da godt indrømme, at jeg synes, det var lidt hårdt i dag. Fordi jeg har virkelig virkelig knoklet, og jeg gør jo mit bedste hver gang, siger Nikoline Steen Kristensen.
- Det kan godt være lidt hårdt nogle gange. Jeg er jo mig. Og det er jo også et game, man er med i. Så noget skal man tage til sig, og andet skal man ikke. Og der skal jeg bare lige lære at finde balancen nogle gange, siger Nikoline Steen Kristensen.
Får hjælp af sin dommer
Deltageren har de seneste uger også talt meget med sin dommer om, hvordan hun skal håndtere kritikken.
Ifølge Oh Land har det taget dage for hendes deltagere at komme over det, der er blevet sagt ved dommerbordet.
- De hører jo ikke hele Danmarks kommentarer, de hører kun de to andre dommere. Det bliver repræsentativt for dem. Det bliver deres oplevelse. Så når der er meget negativt, og det bliver meget personligt, så gør det også ondt, siger Oh Land.
- Så vi bruger helt klart nogle dage på at akklimatisere.
Afviser hård kritik
Hverken Thomas Blachman eller Martin Jensen mener dog, at de har været for hårde ved Oh Lands 17-årige deltager.
- Nej, nej, nej, overhovedet ikke. Altså come on. På ingen måde, lyder det fra Blachman.
- Hun (Oh land, red.) skubber ansvaret fra sig selv ved at sige, at vi kritiserer, men i virkeligheden går meget af kritikken til Nanna, fortsætter han og understreger, at Nikoline er en dygtig sangerinde, og at det klæder hende at synge engelsk.
- Jeg vil jo bare gerne have, at folk kommer med en linje, bom, som de kører med. Og så kan der komme variationer over stilen, man lægger. Men nu er det fjerde show, så må man ikke famle mere, siger han.
Martin Jensen mener heller ikke, at han har været for hård i sin feedback.
- Jeg ved ikke, hvor Nanna har været henne i aften. Jeg synes, at Nikoline er en skidedygtig sanger, og det sagde jeg også til hende. Hun fungerer bare ikke på engelsk, lyder det.
Vil være endnu mere Nikoline
Til trods for uenigheden og kritikken fra dommerkollegaerne, har Oh Land ikke tænkt sig at ændre kurs for Nikoline Steen Kristensen.
- Hun kan vise så meget, med det hun kan, også på to forskellige sprog. Jeg glæder mig bare til, at de andre dommere forhåbentlig kan have lidt tålmodighed med, at hun står midt i en udvikling og leverer nogle fantastiske performances, siger hun.
Selv har Nikoline Steen Kristensen også valgt at lytte til netop Oh Land og hendes team.
- Jeg lytter rigtig meget til, hvad Nanna siger. Og hvad dem ude bag skærmen siger. Og så bare hvad jeg føler. Jeg har fået foræret en masse ting forskellige steder fra. Jeg skal bare tage alt det gode til mig og gå ind og være endnu mere Nikoline, siger hun.