Hvornår er du for syg til at gå på arbejde? Få svaret her

Der findes en god tommelfingerregel til de, der har feber – men ekspert har også en løftet pegefinger.

20210108-190402-3-6000x4000ma
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der er mange holdninger til, hvornår man er for syg til at gå på arbejde, og hvor længe man skal blive hjemme, når man først er blevet syg.

Spørger man en lægefaglig ekspert, skal man blive hjemme, så længe man smitter.

Men hvordan ved man, om man fortsat smitter? Det har vi spurgt professor i infektionssygdomme ved Rigshospitalet Jens Lundgren om.

Og svaret, det er ganske simpelt.

- Du er allermest smitsom, når symptomerne starter. Over tre til fire dage vil antallet af viruspartikler i luftvejene falde, og du bliver mindre smitsom, jo længere tid der går, efter symptomerne er startet, siger han til TV 2.

Man skal under alle omstændigheder være særligt opmærksom, hvis man har en sygdom, hvor smitten er luftbåren gennem nys og hosten, som det er tilfældet med en almindelig forkølelse.

En tommelfingerregel

Når symptomerne begynder at lette, er det ikke ensbetydende med, at man igen kan tage på arbejde eller i skole uden at risikere at udsætte andre for smitte – især ikke, hvis der er tale om reel influenza.

Tværtimod er det vigtigt, at man er opmærksom på, om man er helt symptomfri eller ej.

- Hvis du har feber, og den er væk, så er du ikke længere smitsom. Det er en god tommelfingerregel, siger Jens Lundgren og fortsætter:

- Folk kan blive ved med at være snottede i ugevis, men det betyder ikke, at de fortsat er smitsomme.

Forkølelse er dog stadig en luftbåren sygdom, og hvis du eksempelvis rører et håndtag med bakterier og derefter klør dig i ansigtet, hvor der er mange slimhinder, kan du risikere at blive smittet.

Jens Lundgren påpeger desuden, at man skal være særlig opmærksom, hvis man eksempelvis tager Panodil, der sænker temperaturen kunstigt.

Her er det vigtigt at holde øje med, om ens temperatur stiger igen efter fire til seks timer, efter man har taget Panodil, for så har man stadig feber.

En usædvanlig tid

Siden oktober har Statens Serum Institut (SSI) overvåget smitteniveauet for influenza, og ser man på instituttets seneste tal fra 13. december, er der ingen tvivl.

Antallet af influenzatilfælde er nemlig ”steget betydeligt”.

Normalvis bliver epidemier ikke så omfattende, fordi folk er og bliver immune over for den pågældende virus. Men det har ikke været tilfældet de seneste to år efter coronapandemien.

Derfor er det ikke underligt, at så mange er syge i øjeblikket, siger Jens Lundgren, fordi vi i disse uger er omkring toppen af epidemien.

Det, han derimod kalder usædvanligt, er, at så mange forskellige sygdomme cirkulerer på samme tid.

Ud over influenza florerer både covid-19-virus, kold lungebetændelse, RS-virus, der primært rammer børn, og den helt almindelige forkølelse.

- Det er næsten utroligt, hvis folk undgår at få mindst én virus. Der er masser af muligheder for at blive smittet. Derfor er mange syge. Problemet er, at hvis du er blevet smittet med én, betyder det ikke, at du er beskyttet mod de andre, fortæller Jens Lundgren.

Han vurderer, at særligt de mange sociale arrangementer omkring jul – som eksempelvis julefrokoster på arbejdspladsen – har været med til at sætte ekstra acceleration på smittespredningen.

Brug den sunde fornuft

Coronapandemien har også bragt gode ting med sig. Det gælder for eksempel vores forståelse for, at man skal blive hjemme, når man er syg, så man ikke smitter kollegaer og familie.

Derfor vurderer Jens Lundgren, at flere reagerer, når de får luftvejsinfektioner, og at flere bliver hjemme, end hvad tilfældet tidligere har været.

- Det er god stil at undgå at smitte andre, hvis man overhovedet kan komme til det, siger han og fortsætter:

- Vi må bruge vores sunde fornuft og navigere igennem det. Og så er det vigtigt at få tjekket op på, om tante Oda er blevet vaccineret, og hvis ikke hun er det, så er det på høje tid her en uge inden jul.