Langtidsskadet ligaprofil stopper karrieren: - Jeg knækkede sammen, da jeg skulle sige det
Stefan Hundstrup måtte bruge flere uger på at få sig selv til at sige til klubben, at han stopper karrieren med det samme.
I 15 måneder har Stefan Hundstrup kæmpet for at vende tilbage til håndboldbanen på grund af rygproblemer.
Men nu er kampen slut.
Bjerringbro-Silkeborg-profilen har nemlig besluttet at indstille jagten på et comeback og dermed stoppe karrieren.
- Det har været en helt vild svær beslutning. Jeg har i det er forløb fundet ud af, hvor meget jeg holder af at spille håndbold. Karrieren måtte gerne have været længere, men sådan skulle det bare ikke være, siger Stefan Hundstrup til TV 2 SPORT.
- Der har været så mange bump på vejen, og det har været en hård tur. Jeg har brugt meget energi på at samle mig op og forsøge igen og igen, og nu er jeg bare mæt i hovedet.
I Hundstrups seneste kamp i december 2018 var han med til at sikre BSH en plads i pokalturneringens Final 4.
Var meget tæt på comeback
Efter gentagende rygproblemer fik fløjspilleren i foråret 2019 konstateret en diskusprolaps i lænden, og i efteråret tyede han til sidste udvej ved at blive opereret for den, da det viste sig ikke at være muligt at træne sig ud af problemerne.
Herefter fulgte adskillige måneders genoptræning på ny, og i februar var Stefan Hundstrup meget tæt på at nå i mål.
- Den første uge, hvor jeg trænede med en håndbold, var det 15-20 minutter per dag, men ugen efter trappede vi op. Til sidst nåede jeg at træne lidt med holdet, men jeg kunne mærke, at jeg bare blev mere og mere træt, siger han.
Og det fik alarmklokkerne til at ringe igen, for trætheden havde allerede i et helt år været en af hovedindikationerne på, at ryggen ikke kunne følge med.
Sådan blev det også denne gang, der skulle vise sig at blive det sidste forsøg.
- Det handlede om fem-seks fulde håndboldtræninger, før jeg kunne bidrage med nogle minutter i kamp. Det føles håbløst at være så tæt på og så ikke få lov. Det gør det ekstra trist, når det er så længe siden sidst.
Havde svært ved at fortælle det
I sidste uge gav Stefan Hundstrup besked til BSH-direktør Jesper Schou om, at det var slut. Helt slut.
- To uger før opkaldet var jeg blevet enig med mig selv om at stoppe, men jeg kunne ikke få mig selv til at ringe. Det sidste lille spinkle håb ville jo været slukket, når det opkald var lavet.
- Det var en meget svær samtale. Jeg knækkede sammen midt i samtalen og måtte lige trække vejret nogle gange ekstra for at få det sagt. Jeg rystede bare i hele kroppen, siger Hundstrup.
Derefter fik BSH-træner Peter Bredsdorff-Larsen besked. De to har arbejdet sammen i klubben siden 2014, og det var også ham, der hentede Hundstrup til Jysk Arena efter deres fælles fortid i KIF Kolding.
Træneren har også kun roser til overs for sin nu forhenværende fløjprofil.
- Stefan er en gave for alle hold, og han har haft enorm betydning i Bjerringbro-Silkeborg. Han er en inspiration for alle, og han har sat helt nye standarder for, hvad man almindeligvis kan forvente fra en fløjspiller.
- Selvfølgelig var det med Stefan på holdkortet, at Bjerringbro-Silkeborg vandt sit første danmarksmesterskab, siger Bredsdorff-Larsen til klubbens hjemmeside.
Fyldt pokalskab
Selvom karrieren stopper, før Stefan Hundstrup selv havde tænkt det, har han allerede høstet rigeligt med gode minder såvel som meritter og titler.
I sine 15 år på topplan har han blandt andet vundet intet mindre end fem DM-titler og fire danske pokal-titler.
Derudover nåede han også 15 kampe på det danske A-landshold.
- Jeg er stolt af det, jeg har opnået, og det vil jeg også huske på, når det de værste følelser omkring det her ufrivillige stop har lagt sig. Så skal trøjerne og medaljerne selvfølgelig op at hænge, siger han.
På klubplan spillede Stefan Hundstrup for GOG, Viborg HK, AG København, KIF Kolding København og Bjerringbro-Silkeborg.