Statsministeren til nordjyder: - Det bliver en hård omgang
En mutation af coronasmitte i mink har fået store konsekvenser for minkbranchen. Torsdag vil regeringen præsentere ekstra restriktioner i blandt andet Thisted og Vesthimmerlands kommune.
Onsdag annoncerede regeringen at samtlige minkbesætninger i Danmark skal slås ihjel, efter et fund af muteret coronasmitte i smittede mink.
Den muterede virus kan betyde, at en eventuel coronavaccine ikke vil virke.
Da den nye type af coronavirus er vandret fra mink til 12 nordjyder, og størstedelen af minkbesætningerne ligger i Nordjylland, vil der torsdag indføres ekstra restriktioner her. Det gælder blandt andet i Thisted og Vesthimmerlands kommune.
Statsminister Mette Frederiksen (S), skriver på Facebook, at hun håber og tror, at nordjyderne vil gå forrest i at banke smitten ned.
- Som født og opvokset i Aalborg – og som en, der stadig føler mig mest hjemme i Nordjylland – så ved jeg, at nordjyder er gæve folk. Og det er der i sandhed brug for, for dette bliver en hård omgang. Jeg håber og tror på, at I nu vil gå forrest i at banke smitten ned.
I opslaget skriver hun, at sundhedsmyndighederne arbejder på højtryk med den helt konkrete udformning af de nødvendige tiltag, som præsenteres i torsdag.
Men hun understreger, at der vil være tale om en nedlukning, der går længere end det, der gælder i resten af landet.
Politisk redaktør: Kan ende med udgangsforbud
TV 2s politiske redaktør, Troels Mylenberg, vil ikke afvise, at den nye regionale nedlukning bliver den mest vidtgående, vi endnu har set.
- Det værst tænkelige scenarie kunne være et regulært udgangsforbud - bortset fra når man skal handle eller på arbejde. Det kunne også være nedlukninger af forskellige aktiviteter og skoler. Rundt om i de nordjyske kommuner tænker de nok, hvad der skal blive af dem, siger Mylenberg og fortsætter:
- Enhver kan gætte sig til, at når man er klar til at lægge en hel industri i graven, så er det, fordi myndighederne tager det så alvorligt, at de er klar til at gøre hvad som helst. Jeg kunne godt frygte et udgangsforbud i de berørte kommuner, siger Mylenberg.
Vil hjælpe minkavlere økonomisk
I sit Facebook-opslag beklager Mette Frederiksen dybt over for minkavlerne i Danmark, hvor hun erkender, at det bliver svært for erhvervet at komme tilbage igen.
Hun siger, at regeringen er i fuld gang med at se på, hvordan man kan yde økonomisk hjælp til de mange minkavlere, der vil lide store tab.
- Mange af jer mister ikke alene jeres levebrød, men et livsværk. I nogle tilfælde hele slægtens værk, som er gået i arv fra generation til generation. Selv om det er en ringe trøst, så er vi nu i fuld gang med at se på, hvordan vi kan hjælpe de berørte minkavlere økonomisk, skriver statsministeren.
Erling Bonnesen, dyrevelfærdsordfører hos Venstre, kræver, at regeringen indkalder til forhandlinger om kompensation til minkavlerne med det samme.
- Der skal hverken erstattes for meget eller for lidt, men udgangspunktet må være, at de tab, regeringen forvolder med de her beslutninger, må dækkes. Det giver voldsomme menneskelige og økonomiske omkostninger, siger han.
Der er indtil videre konstateret coronasmitte på 207 minkfarme.
20 kroner per dræbt mink, hvis det sker hurtigt
Regeringen har indført en såkaldt tempobonus til minkavlere, der selv får slået deres besætning ihjel.
Avlere får således 20 kroner ekstra per mink, de slår ihjel, hvis de tømmer besætningen inden for ti dage.
Det gælder dog kun for besætninger over 7500 dyr. For besætninger under 7500 dyr skal det ske inden for fem dage, hvis man skal have bonussen.