To Viborg-spillere bænket efter brud på interne retningslinjer
Lucas Lund skulle ellers have startet inde mod FCK.
Viborgs førstemålmand Lucas Lund og angriberen Anosike Ementa har brudt klubbens interne retningslinjer, og de starter derfor på bænken i søndagens superligakamp mod FC København.
Det fortæller Viborgs cheftræner Jakob Poulsen til TV 2 Sport.
- Lucas (Lund, red.) skulle faktisk have startet i dag, men ham og Ementa har lavet et brud på de interne retningslinjer i løbet af ugen, så derfor starter de begge på bænken i dag.
Er det noget, du vil uddybe, eller holder I det internt?
- Det holder vi selvfølgelig internt, siger Viborg-træneren.
Oscar Hedvall vogter målet i stedet for Lucas Lund, mens Renato Júnior starter helt fremme på angriberpositionen, hvor Ementa spillede i den seneste kamp mod AaB.