Har du styr på reglerne for snerydning?
Så er den gal igen. Sneen er tilbage, og grundejere, viceværter og mange andre står med en stor opgave i form af snerydning.
Årets første sne er noget særligt.
Lyset fra gadelampen eller månen får et forstærket og spøgelsesagtigt skær. Et fortryllet mørke.
Ud i den kolde sne med tusinder af grundejere, viceværter, virksomheder og andre vejbestyrere, som det hedder i 'lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje'.
Loven, der tvinger mange af os ud i sneen for at rydde den væk.
For der er regler for, hvordan man skal håndtere sneen på egen grund.
Herunder følger nogle generelle regler fra snevagten.dk, der er et privat firma, der rydder sne i hele landet.
Private ejendomme
Fortovet skal holdes ryddet mellem klokken 07 og 22 på hverdage, i weekenden dog først fra klokken 08.
Hvis nu sneen kommer klokken 11, og man er på arbejde, er det ikke værre, end at man kan vente med at rydde, til man kommer hjem fra arbejde.
Man skal rydde fortovet i hele sin bredde – eller mindst to meter. Hvis det er muligt, skal man samle sneen i en vold på fortovet langs rendestenen og/eller på kørebanen langs rendestenen. Du må ikke smide sneen på cykelstien og spærre for den – det samme gælder brandhaner. Og hvis det er glat, skal der strøs med sand eller salt.
Indgange, trapper og havegange skal ryddes på samme facon.
Hvis man bor på en privat vej, skal man også rydde halvdelen af vejen, og det er nok mest praktisk at rydde den halvdel, der ligger på ens side af vejen.
Andelsboliger
Her gælder de samme regler som for private ejendomme. Dog skal man selv rydde vejene, hvis det er en privat vej, man bor på.
Hvis det er en offentlig vej, rydder kommunen vejene i prioriteret rækkefølge. Se om din vej er privat eller offentlig her.
Virksomheder
Som udgangspunkt gælder det, at alle udendørs gangarealer på din grund, samt adgang til grunden inden for ti meter fra ejendommens skel, skal sneryddes og saltes.
Det gælder blandt andet indgange, indkørsler, fortove, trapper, gangarealer og så videre. Husk, at fortove skal være ryddet, så der er passage på mindst halvanden meter. Der skal være ryddet for sne fra første medarbejder møder ind, eller fra første kunde kommer på besøg, og til sidste medarbejder smutter.
På samme måde skal restauranter, der har gæster efter klokken 22, rydde sne, og børnehaver, hvor man kan aflevere ungerne inden klokken syv, skal også rydde før det reglementerede tidspunkt.
Lejeboliger
Hvis man bor til leje, er det boligselskabet, der er vejbestyrere, så der kan man blive siddende inde og kigge på sneen, hvis man da ikke skal på arbejde. Snevagten.dk nævner også muligheden for, at man som lejer kan påtage sig at rydde sne, hvis man af en eller anden grund skulle være således disponeret, men det er stadig udlejeren, der har ansvaret for, at der bliver ryddet.
Ansvaret
Og der er et ansvar. Hvis en uskyldig forbipasserende falder på et fortov eller lignende, så kan man være erstatningspligtig.
Du kan læse mere om snerydning og reglerne omkring på borger.dk og skovlsne.dk.
Kilde: Snevagten.dk