10 år med ulven: Den nye art i den danske natur har jubilæum

Onsdag er det 10 år siden, der blev fundet en død ulv i Thy. Det blev startskuddet til en helt ny virkelighed i den danske natur.

I 10 år har ulven bevæget sig i den danske natur
I 10 år har ulven bevæget sig i den danske natur
Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix

16. november 2012 er formentlig ikke en dato, der siger de fleste midt- og vestjyder ret meget.

Alligevel spiller datoen en vigtig rolle i dansk naturhistorie. 

Den dag blev der nemlig fundet en død ulv i Hanstholm Vildtreservat, og dermed blev det med sikkerhed bekræftet, at ulven var tilbage i den danske natur. Danmarks hidtil sidste vilde ulv blev skudt ved Flyndersø sydvest for Skive i 1813.

Her på 10 årsdagen har TV MIDTVEST samlet en række nedslag i historien om den danske ulv. 

Den døde ulv
En medarbejder ved Naturstyrelsen fandt 16. november 2012 en død ulv i Hanstholm Vildtreservat, og tre dage senere ramte den sensationelle nyhed så de danske medier. 

Det skete efter, at der i lang tid havde verseret rygter om, at der var en ulv i området. Et par uger forinden havde øjenlæge Kim Frost fra Nykøbing taget billeder af et ulvelignende dyr på kanten af Nors Sø. 

22. november blev den døde ulv fra vildtreservatet obduceret på DTU Veterinærinstituttet. Konklusionen var, at der var tale om gammel udsultet han-ulv, der døde af en betændelsestilstand i brysthulen.

2:48
Se indslag om fundet af den døde ulv fra november 2012.

Ulven er løs i Midt- og Vestjylland
I tiden efter fundet af den døde ulv kom der mange meldinger fra midt- og vestjyder, der mente, at de også havde set en ulv. 25. februar 2013 kom det hidtil bedste bevis på, at der også var levende ulve i det midt- og vestjyske. Et vildtkamera, som jæger Hans Poulsen havde sat op i en plantage syd for Herning, fangede en ulv ved en bunke roer.

2:07
Indslag om de første fotos af levende ulve i Danmark.


Døde og skambidte får 
Ulvens tilbagevenden skulle hurtigt vise sig at betyde problemer for de midt- og vestjyske fåreavlere. 

I februar 2013 fandt landmand Sven Joensen fra Herning 11 skambidte får på sin jord - otte af dem døde. DNA-prøver bekræftede senere, at det var ulven, der havde været på spil. Det blev det første af en lang række ulveangreb på får i det midt- og vestjyske. Avlerne fik senere mulighed for at få tilskud til at opsætte et specielt ulvesikret hegn.

Skambidte får
Foto: TV MIDTVEST arkiv

Første bevis på ulveunger
At de danske ulve var begyndt yngle kom der endegyldige beviser for 3. juli 2017. Miljøstyrelsen offentliggjorde fotos af tre ulveunger fra et "større skovområde syd for Holstebro". 

Den nyhed var ikke mange timer gammel, før jæger Henrik Sahlholdt fortalte, at han havde levende billeder af en voksen ulv, der kom gående med en større flok unger efter sig. Sahlholdt fortalte, at han var sikker på, at der var mindst otte unger.

Ulvedrabet 
16. april 2018 blev en ung hunulv skudt og dræbt på en mark ved Vind syd for Holstebro. Drabet blev tilfældigvis filmet af to personer, der var i området for at følge de vestjyske ulve.

Ulven er fredet i den danske natur, og manden der affyrede det dræbende skud fra sin bil, Mourits Troldtoft, blev i Vestre Landsret idømt 40 dages betinget fængsel og frakendt sit jagttegn i to år.

7:47
Se TV MIDTVESTs reportage om ulvedrabet i 2018.

Ulve forsvinder sporløst
Flere ulve forsvinder sporløst fra den danske natur. 

Sådan lød konklusionen fra forskerne i april 2022. I løbet af fem år havde der været tre ulvepar i Stråsø Plantage syd for Holstebro - de var alle forsvundet. Professor ved Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet, Peter Sunde, konstaterede, at der ikke var nogen naturlig forklaring på ulvenes forsvinden.

- Enhver må gøre sine egne tanker om, hvad der kan være sket. Jeg konstaterer bare, at det her ikke kan forklares biologisk, sagde professoren.

Otte ulveunger i Borris
Der var en, der var to... der var hele otte ulveunger på den video, der i juli 2022 dukkede op fra Borris Skydeterræn. Det var første gang, at ulveparret i det, som forskerne kalder Skjern-reviret, fik unger.

0:24
Ulveparret, også kendt som Skjern-reviret, bestående af en hunulv født i Danmark og en hanulv indvandret fra tyskland har fået otte unger


De nyeste tal: 14 ulve i Danmark
I første kvartal af 2022 var der omkring 14 ulve i Danmark. Sådan lyder de nyeste tal fra hjemmesiden www.ulveatlas.dk, der følger den danske bestand. 

Siden fundet af den døde ulv i Hanstholm Vildtreservat er der i alt dokumenteret 37 forskellige individer. 17 er født i Danmark, og 20 er indvandret fra Tyskland.