Ny forpagter på Vesterhavshotellet
Det bliver 52-årige Henrik Nielsen fra Holstebro, der skal forsøge at bringe Vesterhavshotellet i Vedersø Klitplantage tilbage på sporet.
Siden konkursen i 2013 har Vesterhavshotellet stået tomt, men nu er hotellet med placering nær den jyske vestkyst snart klar til at slå dørene op igen. Henrik Nielsen, der født og opvokset i Holstebro, er nemlig blevet ansat som ny forpagter på hotellet. Han tror på, at hotellet igen kan blive et attraktivt sted at holde ferie.
- Som forpagter er det utrolig dejligt at fornemme den store opbakning, der fra ledelsen med hotellets ejer Kim Krul i spidsen - og ikke mindst fra hotellets venneforening, Vesterhavshotel Vedersø Klits Venner. Den stor opbakning er et godt afsæt for mig til at begynde arbejdet her på hotellet, siger Henrik Nielsen.
Henrik Nielsen har en fortid som revisor i 20 år. Derudover har han haft flere firmaer, men nu er han klar til at entrere i hotelbranchen. Han har allerede flere ideer for hotellet i støbeskeen. Blandt andet skal der arrangeres vandreture, bridgeaftener, og i hotellets køkken bliver det muligt at bestille mad, som man kan tage med sig hjem. Hotellet forventer, at der i løbet af næste uge vil blive sat navn på det køkkenpersonale.
- Vi vil bygge hotellet op med flere forskellige aktiviteter for gæsterne. Det skal være et trækplaster. Vi arbejder på at gøre det attraktivt at besøge os midt på ugen, hvor der ellers er stille. Her sigter vi i sær efter folk i alderen 40+, som vi vil forsøge at målrette vores tilbud efter.
Henrik Nielsen forventer, at hotellet senest åbner til Sankt Hans, hvor hotellet holder et stort arrangement med helstegt pattegris. Ved den lejlighed ved Ulrik Wilbek stå for båltalen.