Bomberyddere undersøgte mistænkelig flaske

Anmelderne frygtede, at flasken indeholder en form for syre.

politi i baggård
Foto: Privatfoto

Artiklen er gennemskrevet, efter aktionen er afsluttet. Læs, hvordan den endte i livebloggen nederst i artiklen.

Mandag eftermiddag rykkede politiet og Forsvarets bombe- og ammunitionsrydningstjeneste (EOD) ud til et boligområde i Viborg.

Klokken 15.43 fik politiet en anmeldelse om, at der var en mistænkelig flaske i baggården til en række lejlighedskomplekser på Vilhelm Ehlers Allé og Indre Ringvej. 

Det oplyser vagtchef Anders Bøje Hansen ved Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

- Anmeldelsen kommer fra nogle beboere i ejendommen, som tror, der måske kan være en eller anden form for syre i flasken. Det er vi ved at afklare, og vi er ved at finde ud af, hvem der har sat den der. I første omgang vil vi bare sikre, at der ikke sker nogen noget, sagde vagtchefen sidst på eftermiddagen.

Ifølge et øjenvidne på stedet var det Faxe Kondi-flasken, markeret med en rød ring her, som skulle undersøges.
Ifølge et øjenvidne på stedet var det Faxe Kondi-flasken, markeret med en rød ring her, som skulle undersøges.
Foto: Privatfoto

Politiet afspærrede et område på 10-15 meter, og en person med tilknytning til en af lejlighederne i området fortalte til TV MIDTVEST, at alle beboere var blevet bedt om at gå indenfor. 

- Vi har tilkaldt bombefolkene, og det er for at være sikker på, at der ikke er noget, der går galt. Det er en mindre flaske, og det er derfor, der ikke er spærret mere af, sagde Anders Bøje Hansen sidst på eftermiddagen.

- Vi skyder lidt med store hagl for at være på den sikre side, hvis der er noget farligt i den flaske.

Minestrimmel blev brugt til at spærre området af.
Minestrimmel blev brugt til at spærre området af.
Foto: Privatfoto
19. aug kl. 20:55

Livebloggen lukker

Aktionen på Vilhelm Ehlerts Allé i Viborg er afsluttet, og derfor lukker livebloggen her. 

19. aug kl. 20:53

Skal sendes til analyse

Flasken er blevet sikret og taget med på stationen, siger indsatsleder Allan Baltzer-Aaes.

- Nu skal vi have analyseret indholdet af flasken, og det er ikke noget, vi kommer til at afklare i aften. 

Kommer der nogen sigtelser i sagen?

- Det er flaskens indhold, der afgør det, siger indsatslederen.

19. aug kl. 20:51

Blev sprængt med detonator

Tidligere på aftenen oplyste politiets vagtchef, at EOD ville skyde hul i flasken, men politiets indsatsleder på stedet fortæller nu til TV MIDTVEST, at den i stedet blev sprængt. 

- Man har lagt en lille detonator ved siden af, siger indsatsleder Allan Baltzer-Aaes.

19. aug kl. 20:11

Flaske er uskadeliggjort

0:10

Den mistænkelige flaske er uskadeliggjort. Det oplyser politiets indsatsleder til TV MIDTVESTs reporter på stedet.

På videoen ses flasken puttet i en pose.

19. aug kl. 19:40

Indhold endnu ukendt

Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvad der reelt er i flasken, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi. 

- Vi har en eller anden idé om, at det måske ikke er så sprængfarligt, som vi kunne frygte. Men nu skal vi lige have sikret flasken. Det er ikke sikkert, vi finder ud af i dag, hvad det er, da den måske skal sendes til yderligere undersøgelse, siger Anders Bøje Hansen.

19. aug kl. 19:26

Vil skyde hul i flasken

EOD arbejder med at uskadeliggøre flasken. Derfor har bomberydderne ifølge vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi lagt sandsække rundt om flasken. 

- De vil skyde et hul i toppen af den for at tage trykket. Man vil muligvis kunne høre et skud, siger Anders Bøje Hansen.

19. aug kl. 19:20

Kvinde har stillet den mistænkelig flaske

Midt- og Vestjyllands Politi har nu fundet frem til, hvem der har placeret flasken i baggården. 

- Det er en lidt uligevægtig kvinde, som har sat den der. Vi har taget en snak med hende, og hun kan ikke rigtigt gøre rede for, hvad der er i den, siger vagtchef Anders Bøje Hansen.

19. aug kl. 19:18

Område er stadig afspærret

Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi Anders Bøje Hansen fortæller, at politiets indsatsleder og Forsvarets bombe- og ammunitionsrydningstjeneste (EOD) fortsat arbejder på stedet. 

- Der er selvfølgelig stadig afspærret på stedet, for vi skal ikke have folk til at rende rundt og kigge dernede.