Familie er til løbefestival for 10. gang: Holder den kørende i et døgn
I år kan familien Kaldahl fejre deres 10. deltagelse i 24 timers løbet i Viborg.
De fleste kan nok tilslutte sig tanken om, at gode stunder med familien er noget af det hyggeligste, man kan bruge sin tid på.
Men det er formentlig de færreste, der vælger, at hyggen skal bestå af snørede løbesko og en puls i den ende af skalaen, hvor løbeuret meddeler, at pusten for længst er tabt.
Ikke desto mindre tager familien Kaldahl år efter år til 24 timers løbet i Viborg. Faktisk er det i år 10. gang, den løbeglade familie er sammen om at holde gang i benene i et helt døgn på den 5,7 kilometer lange rute rundt om Søndersø.
- Det første år var vi bare hernede i et lille telt. Året efter tog vi også afsted og pludselig står vi her og har 10 års jubilæum, griner Thomas Kaldahl.
- Vi er ikke med for at vinde eller noget. Vi er her for at holde vores hold i gang i alle 24 timer. Det er lykkes os at holde den kørende alle årene. Vi får hygget og snakket sammen på kryds og tværs i familien. Det handler simpelthen om familiehygge, lyder det.
Har løbere fra to til 75 år med
25 familiemedlemmer deltager på holdet, der hedder ’Kaldahl-klanen’. Alderen spænder vidt. Fra to til 75 år for at være helt præcis.
Tilsammen plejer de at besejre rundturen omkring Søndersø mere end 50 gange. Det betyder at familien tilbagelægger lige i omegnen af 300 kilometer.
- Vi hepper på hinanden og har det sjovt. Det giver os et utrolig godt sammenhold i familien. Det giver en helt fantastisk familiefølelse, siger Thomas Kaldahl.
Har fået lavet guldmedaljer
Familieteltet er i år pyntet op til jubilæet. Udenfor er der en lille udstilling af billeder fra årene, der er gået på løbefestivalen, mens der inde i teltet er kagemand og en helt særlig overraskelse til senere.
- I år har vi fået lavet guldmedaljer til alle sammen, som bliver overrakt, når løbet er slut. Det bliver stort.
Vil være med mange år endnu
Familien Kaldahl, eller Kaldahl-klanen om man vil, er blevet så vilde med at deltage i løbefestivalen, at de ikke kan forestille sig ikke at skulle være med de næste mange år endnu.
- Altså man er fuldstændig smadret, når løbet slutter, men man har også bare sådan en god følelse, fordi det har været en fed weekend sammen med familien.
- Så det burde ikke være helt umuligt at finde os herude igen. Vi bliver ved med den her tradition. Vi plejer altid at beslutte os for at tage afsted, når vi holder julefrokost, og indtil videre er der ikke nogen, der har meldt fra, lyder det.
Der er i år omkring 3.000 deltagere i 24 timers løbet i Viborg, som er blevet afviklet siden år 2000.