Fodbold: Anføreren forlænger med Viborg FF

27-årige Jeppe Grønning fortsætter i den grønne trøje indtil sommeren 2022.

Jeppe Grønning
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Topholdet i fodboldens 1. division Viborg FF har sikret sig en eftertragtet underskrift.

VFF har forlænget aftalen med anfører Jeppe Grønning, så han nu spiller i grønt indtil sommeren 2022.

- Det er en vigtig kontraktforlængelse, og også et signal fra Jeppe om, at vi er på rette vej igen. Vi har fælles ambitioner, og vi ser frem til at fortsætte samarbejdet, siger direktør Morten Jensen i en pressemeddelelse.

Han betegner den 27-årige midtbanespiller som en fighter og kulturbærer med de rette værdier. En mand der er vellidt af alle i og omkring klubben. Og hovedpersonen selv er også godt tilfreds med forlængelsen.

- Jeg var 21 år, da jeg kom hertil, og dengang var det måske bare et skridt i min karriere, men siden hen er både klubben og byen blevet min egen. Jeg har det sådan, at jeg vil gå all in her, og det er vigtigere for mig at være her i mange år og blive en vigtig del af klubben og historien, fremfor at skifte rundt og være en lille del af flere klubber, siger han.

Jeppe Grønning kom til Viborg i 2012 og har spillet 183 kampe for klubben. Han har tidligere spillet i Hobro og FC Fyn.

32:14
Jeppe Grønning var i oktober med i TV MIDTVESTs videopodcast Fodboldfamilien.