Fodbold: Sen udligning i topkamp holder Viborg i front af 1. division
Med et mål fem sekunder før tid fik Viborg reddet 1-1 hjemme mod Næstved. Silkeborg vandt 2-0 i Hvidovre.
Med fem sekunder tilbage af de fem minutters tillægstid lavede Viborgs Jeppe Grønning et mål, der kan vise sig at få vital betydning for, hvem der rykker op i Superligaen.
Grønnings mål til 1-1 i topkampen mod Næstved sørgede nemlig for, at Viborg akkurat holder førstepladsen i rækken på grund af en bedre målscore end Silkeborg, der samtidig vandt 2-0 i Hvidovre.
Næstved var ellers på vej mod endnu en stor triumf efter i sidste uge at have slået Silkeborg på udebane.
Sydsjællænderne er dog fortsat en del af kapløbet om den direkte oprykningsplads til Superligaen. Næstved er tre point efter Viborg og Silkeborg, men holdet har spillet en kamp færre end konkurrenterne.
Søndagens topbrag i Viborg så længe ud til at blive afgjort af en tidlig scoring.
Stort set første gang Næstved var i nærheden af Viborgs mål, lå bolden i nettet.
Den tidligere ungdomslandsholdsspiller Christoffer Boateng tog et klogt dybdeløb, og da han modtog bolden, tordnede han den resolut op i modsatte hjørne med venstrebenet. Der var spillet cirka fem minutter.
I den anden ende døjede Viborg med at bryde igennem Næstveds forsvar, men da det endelig lykkedes efter 35 minutters spil, gav det også en mulighed, der burde været omsat til mål.
Et fladt indlæg havnede hos en helt fri Mikkel Agger inde i feltet, men han sparkede bolden midt på målmanden på den ellers store chance.
I både første halvlegs slutfase og i løbet af anden halvleg havde Viborg flere andre muligheder for at udligne, men afslutningskvaliteten haltede hos de grønblusede.
I tillægstiden viste holdet dog anderledes skarphed. Her nåede Viborg at få et mål annulleret, inden Jeppe Grønning atter fik bolden til at krydse stregen med en fortjent udligning til stor forløsning på stadion.
Forfølgerne Lyngby og Fredericia fik begge tre point søndag og er henholdsvis to og fire point fra Næstved på den playoffgivende tredjeplads. Lyngby vandt 3-0 hjemme over formsvage Nykøbing FC, mens Fredericia knebent slog HB Køge 1-0.
I duellen om at undgå degradering til 2. division fik Thisted en vigtig sejr over FC Helsingør. Begge hold er dog fortsat under stregen inden de sidste seks spillerunder.
/ritzau/