Kendt kro har fået nye ejere
Niels Bugges Kro overtaget af en investorgruppe, der blandt andre tæller erhvervsmanden Kim Krull Jørgensen.
Den konkursramte Niels Bugges Kro & Hotel i Dollerup ved Viborg har fået nye ejere
En investorgruppe, der blandt andre tæller erhvervsmanden Kim Krull Jørgensen fra Viborg, har købt kroen af konkursboet og satser nu på, at den kommer i drift igen så hurtigt som muligt.
- Vi er overbeviste om, at det er muligt at finde nogle dygtige og driftige folk, der vil drive kroen videre. Hvornår det sker, tør jeg ikke sige. Hastværk er lastværk, og det gælder først og fremmest om at finde de rigtige personer, siger Kim Krull Jørgensen til tvmidtvest.dk.
En flok af gode venner
Kim Krull Jørgensen ejer i forvejen Hotel Vedersø Klit, men understreger, at han ikke selv skal være involveret i den daglige drift. Hvem de andre i investorgruppen er, ønsker han ikke at oplyse.
- Men det er et hold af gode venner, forklarer han.
Investorgruppen understreger i en pressemeddelelse, at de alle har en stor veneration for kroen og ser et stort og uforløst potentiale i det naturskønne område ved Dollerup Bakker, Hald Sø og De Fem Halder - et formidlingsprojekt, der fortæller historien om gamle borge og ruiner i området.
- Holdet af investorer ønsker at sikre, at Niels Bugges Kro & Hotel og Dollerup Mølle fortsat er et fyrtårn i Viborg Kommune, skriver investorgruppen i en pressemeddelelse.
Kim Krull Jørgensen oplyser, at kroen i 2017 havde en omsætning på 14 millioner kroner, og det styrker ham i troen på, at det er muligt at sikre en rentabel drift.