Nadia Nadim sikrer dansk VM-matchbold mod Sverige

Det kvindelige danske landshold afværgede en katastrofe mod Kroatien med en sen scoring af Nadia Nadim.

Nadia Nadim sikrede i Viborg Danmark et brugbart resultat. Dermed kan landsholdet selv afgøre, om de skal med til VM.
Nadia Nadim sikrede i Viborg Danmark et brugbart resultat. Dermed kan landsholdet selv afgøre, om de skal med til VM.
Foto: Ritzau Scanpix / Bo Amstrup

Det kvindelige danske fodboldlandshold kan selv afgøre, om det skal til VM i fodbold i 2019.
    
Det står klart efter torsdagens kvalifikationskampe, hvor Danmark i Viborg fik 1-1 mod Kroatien med en sen udligning, mens Sverige på hjemmebane slog Ukraine 3-0.
    
Nadia Nadim udlignede i tillægstiden og afværgede et katastrofalt dansk resultat.
    
Resultaterne betyder, at der er lagt op til en gyser, når Danmark møder Sverige i Viborg på tirsdag.
    
Før den kamp er Danmark to point efter svenskerne i gruppe fire. Vinderen går direkte videre til næste års VM-slutrunde i Frankrig, mens holdet på andenpladsen skal håbe på at blive blandt de bedste toere i kvalifikationen.
    
De fire bedste toere på tværs af syv europæiske kvalifikationsgruppe kæmper om VM-deltagelse.

/ritzau/