Reaktionerne vælter ind: Campingplads holder liv i bededag trods usikkerhed

En campingplads ved Karup er nået vidt omkring med et Facebook-opslag, hvor de tilbyder gratis ophold på pladsen på store bededag i 2024.

0:46
En campingplads ved Karup tilbyder nu sine gæster et gratis ophold i stor bededagsferien, selvom helligdagen står til at blive afskaffet
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Store bededag plejer at være starten på højsæsonen hos landets campingpladser.

Men med regeringens planer om at afskaffe helligdagen, så forvandler det miniferien til en helt almindelig weekend, og det kan have alvorlige konsekvenser for omsætningen, frygter campingejer Jørgen Hansen.

Han ejer sammen med sin kone, Marianne Hansen, Hessellund Sø Camping ved Karup, og her plejer en normal Store Bededagsferie at give en omsætning på 100.000 kroner om dagen. Men nu frygter han, at det beløb bliver et helt andet.

- Det er en vigtig, vigtig campingweekend. Vi har 20 hytter, og så snart der er en helligdag, så er de altid booket. Nu bliver det så bare en normal weekend, hvor vi ikke får booket særligt mange, så kundegrundlaget forsvinder, siger Jørgen Hansen.

Han fortæller, at der på en forlænget weekend som store bededag som regel er mellem 1000 og 1200 besøgende, mens antallet på en almindelig weekend nærmere ligger på 300.

- Og jeg spørger mig selv, hvorfor lige den dag? Man kunne have taget 2. påskedag, hvor folk alligevel var trætte af at holde ferie, siger han.

Én gratis dag er bedre end slet ingen gæster

Regeringsudspillet om at afskaffe Store Bededag gav Jørgen og Marianne Hansen en idé.

Et tilbud om gratis ophold og varme hveder på store bededag i 2024 skrevet i et Facebook-opslag - og en opfordring til, at folk tager en fridag, selvom helligdagen står til at blive afskaffet.

Opslaget er siden blevet delt mere end 650 gange og har fået mere end 90 kommentarer, hvilket Jørgen Hansen er overvældet over.

- Det er jo alt fra, at nogen synes, det er fedt med en gratis overnatning, til at mange også har en ærgrelse og frustration over, at regeringen tromler det her igennem, uden at vores branche bliver hørt, forklarer han.

Håbet er, at tilbuddet kan fastholde nogen af kunderne, der normalt besøger campingpladsen i den weekend.

- Jeg tror på, at det kan gavne på den korte bane. I 2024 er der nok flere, der fortsat gør det, men med tiden vil det ebbe ud, og så er den weekend jo bare væk.

Hessellund Sø Camping ligger ved Karup mellem Herning og Viborg.
Hessellund Sø Camping ligger ved Karup mellem Herning og Viborg.
Foto: Hessellund Sø Camping

En stille protest

Jørgen Hansen lægger dog ikke skjul på, at han er meget utilfreds med, hvad han mener er en egenrådig beslutningstagen af regeringen uden at høre de berørte brancher og befolkningen først.

Derfor er bededags-tilbuddet også en stille protest fra campingejeren.

- Det værste er, at vi ikke bliver lyttet til. Det er som om, at det bare bliver besluttet, og så er det sådan. Det føles som om, at de bare bliver ved med at banke på en branche, der allerede bløder, siger Jørgen Hansen og henviser til tidligere corona-nedlukninger og den økonomiske krise, de også er ramt af lige nu.

Han mener, at hvis det absolut skal være en helligdag, der skal fjernes for at finde pengene til at fremrykke investeringer på forsvarsområdet, så findes der bedre dage end store bededag, hvis man vil undgå at ramme oplevelsesindustrien. Eksempelvis 2. påskedag.

- Det er en stor pengekasse, og det er jo deres opgave at finde ud af, hvor de penge skal findes – men at det skal findes på den her måde, det forstår jeg ikke.

Men ender det, som Jørgen og Marianne Hansen frygter, så er konstateringen helt klar.

- Vi må jo bare geare ned, og det er en mavepuster. Det vil jo koste kunder, det kan ikke være anderledes.