Robotter, computere og algoritmer: High-tech landmand samler tusindvis af interesserede til åbent landbrug

Landet over har landmænd søndag åbnet stalde og marker. Ved Løgstrup var robotter i høj kurs.

2:32
Mange var mødt op på gården for at komme tæt på dyr og teknik.
Foto: Mikkel Eskelund, TV MIDTVEST

En stald, et par dyr og nogle marker. 

En gang var livet som landbrug lig med en simpel tilværelse. Sådan er det langt fra i dag. 

Det måtte mange besøgende sande, da de søndag lagde vejen forbi landmand Niels Dengsø Jensen landbrug ved Løgstrup nordvest for Viborg. 

Her er computere, dimser og teknik, der kan få selv den mest teknologi-glade til at stikke hænderne i vejret af bare begejstring. 

- Det er dejligt, at der er så mange, der interesserer sig for det, vi laver, siger landmand Niels Dengsø Jensen, der søndag inviterede omkring 3000 til åbent landbrug på gården Skralborg.

Mange var mødt op på gråden for at møde dyr og teknologi.
Mange var mødt op på gråden for at møde dyr og teknologi.
Foto: Mikkel Eskelund, TV MIDTVEST

Listen over højteknologisk isenkram til landbrug tæller blandt andet gentest af kalve og software til at måle køernes mælkeydelse nyd på kirtel-niveau. 

Læg dertil en prototype robot-traktor, der på egen hånd kan passe 35 hektar majs samt 300 malkekøer, der fodres af en selvkørende fodervogn.

- Folk er positive, interesserede og de spørger. Det er jo lidt den fagre nye verden, konstaterer landmanden.

De mange teknologiske tiltag gør det blandt andet muligt for landbruget af fokusere mere på dyrevelfærd og levere højere fødevarekvalitet.

- Det er en god historie at fortælle, lyder det fra Niels Dengsø Jensen.

Robotti har kørt på markerne ved gården siden april.

Gammel landmand er imponeret

Blandt de fremmødte til søndagens åbent landbrug har flere bidt mærke de mange teknologiske tiltag. 

- Det er flot, at dansk landbrug er så langt fremme med industrialiseringen, siger Jesper Bech fra Viborg, der sammen med familien var lokket til gården på grund af robotterne.

Åbent landbrug
Foto: Mikkel Eskelund, TV MIDTVEST

Knud Christensen, der er gammel landmand, var ligeledes imponeret over teknologien. 

- Det er da flot, at landbruget bliver mere mekaniseret i stedet for, at man skal sidde på en død traktor, siger han med henvisning til den automatiske traktor.

Åbent landbrug er en tilbagevendende begivenhed.