Sammenstyrtningsfare tvinger Viborg til at rive parkeringsanlæg ned
140 parkeringspladser forsvinder, når Viborg Kommune fjerner det øverste dæk af anlægget ved Fischers Plads.
Det øverste dæk af parkeringsanlægget på Fischers Plads i Viborg er i så dårlig stand, at det skal rives ned.
Den konklusion nåede politikerne i Viborg Kommunes tekniske udvalg frem til på et ekstraordinært møde lørdag formiddag.
- Nedrivningen går i gang, så snart det er muligt. Byrådet har allerede sat penge af til arbejdet, og vi er i gang med at indhente tilbud, siger formanden for teknisk udvalg, Johannes Vesterby (V), til tvmidtvest.dk.
Kommunen besluttede for halvanden uge side at spærre en stor del af parkeringspladsen af på grund af sammenstyrtningsfare. Skader i den bærende del af betonkonstruktionen viste sig at være mere alvorlige end først antaget, og derfor blev de to dæk lukket af hensyn til sikkerheden.
- Vi kan endnu ikke sige, hvor lang tid arbejdet vil tage, men vi handler så hurtigt som muligt. Vi skal have løst det her af hensyn til handlen i midtbyen, siger Johannes Vesterby.
Den del af parkeringspladsen, der er spærret af, består af to dæk. Der er 140 parkeringspladser på hvert dæk. Nu skal det øverste dæk altså rives ned, og herefter bliver det nederste så åbnet igen.
Vil ikke smide gode penge efter dårlige
Politikerne diskuterede på mødet to forskellige løsninger. Eksperter fastslår, at det godt kan lade sig gøre at reparere det øverste dæk, men det vil ifølge Johannes Vesterby være en meget dyr løsning, ligesom man ikke kan garantere en længere levetid på arbejdet.
- Det ville være at smide gode penge efter dårlige, så vi er helt enige om at rive dækket ned, siger han.
Den afspærrede parkeringsplads har givet store problemer for butikker og kunder i Viborgs midtby. Butikkerne i Sct. Mathias Centret har direkte kunnet mærke det på omsætningen, at kunderne har meget svært ved at finde en parkeringsplads i midtbyen.
Johannes Vesterby siger, at kommunen nu går i gang med at undersøge, hvordan man kan finde en erstatning for de 140 parkeringspladser, der forsvinder permanent, når det øverste dæk rives ned.