Viborg FF i modvind: Formand fratræder og millionunderskud i kassen
Både sportsligt og økonomisk har det været et hårdt år for Viborg FF, som i går meddelte, at formanden gennem syv år fratræder.
På en ordinær generalforsamling onsdag kunne Viborg FF meddele, at bestyrelsesformand Kim Nielsen fratræder efter syv år på posten. Det skriver Viborg FF i en pressemeddelelse.
Den forhenværende formand Kim Nielsen har været sygemeldt siden d. 27. august, men beslutningen om hans fratrædelse blev taget, inden han blev ramt af sygdom.
Til onsdagens generalforsamling kom det også frem, at klubben for første gang i seks år har røde tal på bundlinjen. Underskuddet lød på 4,2 millioner kroner for året 2017/2018, og ifølge klubben er det dybt utilfredsstillende.
De røde tal skyldes blandt andet en nedrykning fra Superligaen i 2017, som har ført til et fald i både kommercielle indtægter, entré- og TV-indtægter. Også fyringen af træner Johnny Mølby har betydet dobbelt cheftrænerlønning i regnskabsåret.
Samlet set er omsætningen faldet med 41,5% efter nedrykningen.
Forlader ikke klubben
Selvom Kim Nielsen trækker sig som formand, forlader han ikke klubben endnu. Han fortsætter nemlig som medlem i bestyrelsen.
Hvem der overtager formandsposten efter Kim Nielsen, er endnu uvist. Det vil bestyrelsen i de kommende dage samles for at beslutte.