Viborg kan sikre sig solidt forspring i topbrag: Snublende tæt på det forjættede land
I dag tørner 1. divisions førerhold Viborg sammen med forfølgerne fra Esbjerg i direkte kamp om den sikre oprykningsplads til den bedste fodboldrække.
De er ret godt kørende i Viborg FF.
Inden lørdagens kamp mod 1. divisions i øjeblikket næstbedste hold, Esbjerg, har de grøn og hvid-blusede midtjyder ikke tabt en eneste kamp i turneringen. Imponerende 15 sejre og 5 uafgjorte kampe er det blevet til i 20 kampe.
Og der er ingen grund til at træde på bremsen ifølge cheftræner Lars Friis, der overtog taktik-tavlen og cheftræner-titlen i Viborg efter Jacob Neestrup i januar.
- Først og fremmest skal vi ud og vinde den her kamp, siger Lars Friis.
- Vi skal ikke ud og forsvare noget hjem. Det er vi ikke gode til, og det er ikke den måde, vi vil gøre det på i Viborg FF. Vi vil opnå noget i stedet for at forsvare noget, siger Lars Friis.
En af sæsonens foreløbigt fem gange remis var netop mod lørdagens modstander Esbjerg fB, da de to klubber mødtes i oktober og spillede 2-2.
Inden kampen mod de direkte rivaler ligger Viborg allerede næsten komfortabelt foran modstanderne, hvis man ellers tør tænke den slags i Viborg-lejren uden at påkalde sig en form for ond fodbold-hybris.
VFF har et pointmæssigt hul på fem point til Esbjerg, og Silkeborg på tredjepladsen er syv point efter Viborgenserne i den øjeblikkelige stilling.
- Det er den direkte konkurrent, men vi tager fat i den, som vi gør i alle andre kampe. Om det hedder Skive, Hvidovre eller Esbjerg, siger Lars Friis.
- Det bliver ikke pindsvinefodbold. Men vi skal selvfølgelig være kloge og ikke naive, siger Lars Friis.
Snublende tæt på
Det der med hybris er faktisk ikke noget, han og spillerne går og tænker på, siger cheftræneren. Lars Friis ved godt, at det er kikset før, hvor Viborg ellers har ligget i en god position til at snuppe den oprykning, som både spillere og fans higer efter.
En sejr og tre point mod den direkte konkurrent lørdag vil bringe Viborg så langt foran, at klubben kan begynde at dufte superligaen i den midtjyske forårsluft.
Men tre point er tre point, om de så er vundet mod Esbjerg eller Skive, siger Lars Friis.
- Det er klart, at vi gør det lettere for os selv, hver gang vi vinder. Det kan vi ikke lyve om.
- Men jeg er helt ærlig, når jeg siger det. Vi går ikke og snakker om tabellen hver eneste mandag, når vi møder ind på arbejde. Vi ved, at så længe vi gør vores arbejde, så har vi større chance for at rykke op, siger Lars Friis.
Anfører Jeppe Grønning, der modsat cheftræneren har været med til at være frustrerende tæt på den eftertragtede oprykning før, stemmer i.
- Vi ved, at der er rigtig lang vej endnu, og der er meget arbejde, der skal lægges i det endnu. Måske skal vi også lære af tidligere tider, at vi skal forsøge at tage alle de point, vi kan hver eneste uge, og så håber vi, det er nok i sidste ende, siger holdets Jeppe Grønning, der selv bød ind med et føringsmål i Viborgs seneste sejr.
Dog siger Lars Friis forud for dagens topbrag, at Viborg kan finde en fordel i VFF-truppens stærke fokus på at gøre arbejdet færdigt.
- Vi har en gruppe spillere, som er sindssygt sultne. De arbejder hårdt hver eneste dag. Og så har de mod på mere. De kommer ind hver eneste dag for at blive dygtigere. Så længe du har attitude - om du sidder på et kontor, eller om du er fodboldspiller - at du bare vil være mere, du vil opnå noget mere, så tror jeg, at du er halvvejs, siger cheftræner Lars Friis.