Viborg løftede Ardo ud af kontanthjælp: - Det betyder meget for mig og mine børn

Viborg Kommune er gået sammen med en række virksomheder og boligselskaber om en indsats under navnet Jobløft.

3:30
Den somaliske kvinde Ardo Hashi er efter mange år på kontanthjælp kommet i arbejde via projekt Jobløft i Viborg.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Efter mange år på kontanthjælp har Ardo Hashi fået arbejde.

- Det var bare dejligt. Det betyder meget for mig og mine børn, siger Ardo Hashi.

- Jeg har ikke prøvet at arbejde før, men nu har jeg set, at jeg kan, så jeg ikke skal sidde og kede mig derhjemme, siger Ardo Hashi.

Det var et møde med direktør Signe Giandrup, der ændrede den somaliske kvindes tilværelse.

- Jeg er så glad for, at jeg har mødt Signe, og at hun har ansat mig her i firmaet, siger Ardo Hashi.

De to mødtes til en frivillig træning i jobsamtale, men direktøren opdagede hurtigt, at Ardo Hashi havde et potentiale.

- Hun viste ligesom, at hun lyttede, og at hun gerne ville høre, hvad jeg havde at sige. Og så kiggede hun mig i øjnene, og hun var meget smilende og varm, og jeg kunne mærke, at hun bare rigtig gerne ville have et arbejde, siger Signe Giandrup, der er direktør i Ravendo Randersbøren.

Mødet mellem de to var sat op, som led i en særlig indsats for at få flere ind over dørtrinnet til arbejdsmarkedet.

- Det er nogle ledige, som har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, som har svært ved at tage det her skridt ind på arbejdsmarkedet. De har måske ikke den store arbejdsmarkedserfaring, de kan præsentere, så derfor er de ikke vant til at gå til jobsamtaler, siger Jakob Quist, der er leder af virksomhedsservice ved Jobcenter Viborg.

Signe Giandrup fra Ravendo Randersbøren er glad for sin nye medarbejder.
Signe Giandrup fra Ravendo Randersbøren er glad for sin nye medarbejder.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Fra tre timer til fuldtid

Næsten halvdelen af de foreløbigt 60 deltagere i Jobløft-indsatsen er allerede kommet i arbejde.

- Vi er jo rigtig glade for, at vi står her og har skabt de her resultater i et tæt samarbejde, siger Jakob Quist fra jobcentret.

For Ardo Hashi begyndte det med rengøring og kaffebrygning tre timer om dagen, men det blev hurtigt klart for Ravendo Randersbøren, at Ardo Hashi havde mere at byde på.

Derfor er hun nu også beskæftiget på lageret og i produktionen - og arbejder på fuldtid.

- Mine børn kan se, at deres mor kommer ud og tjener hendes egne penge – og ja, de er stolte, siger Ardo Hashi.

- Jeg håber selvfølgelig, at Ardo vil være her i rigtig mange år, lyder det fra hendes chef.

Ifølge Reformkommissionen er der omkring 200.000 borgere, som kan få glæde af at blive hjulpet ind på arbejdsmarkedet.