Viola viser vej i Viborg

Robotten Viola blev onsdag døbt af 40 børn fra Vestre Skole i Viborg. Den skal i fremtiden kunne vise vej på gangene eller give en lille dans til de besøgende gæster på Viborg Rådhus.

Alexander Frederiksen og August Riis har sammen med deres skolekammerater været med til at døbe robotten her Viola.
Alexander Frederiksen og August Riis har sammen med deres skolekammerater været med til at døbe robotten her Viola.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

I dag får de en ny kollega på Viborg Rådhus.

Viola, som robotten er blevet døbt, har nemlig første arbejdsdag på rådhuset.

Det er 40 børn fra Vestre Skole i Viborg, der har været med til at bestemme, hvad robotten skulle hedde i dag. 

August Riis og Alexander Frederiksen fra 2. klasse har begge stemt på, at robotten skulle hedde Viola. De var slet ikke i tvivl om hvorfor:

 - Den havde de der øjne, siger Alexander Frederiksen.

Skal guide og danse

Robotten skal hjælpe de besøgende med at kunne finde rundt på rådhuset.

- For det første synes vi, den er rigtig sød. Men vi har anskaffet den, fordi det ville være en god hjælp til at finde vej. Det bliver rart for dem, der bare skal spørge om vej, at de ikke skal stå i kø i informationen, siger Mette Bech-Møller.

Hun er afdelingsleder for borgerservice i Viborg Kommune, som holder til på Viborg Rådhus, og hun glæder sig over sin nye kollega.

Robotten har kostet 66.000 kroner at få købt ind og programmeret. De penge, mener Mette Bech-Møller, er godt givet ud. 

- Hvis det giver en god oplevelse når man kommer ind, er det faktisk de penge værd. På sigt kan det også frigive lidt tid til dem, der har brug for hjælp, siger hun.

Og på den lange bane er hendes nye kollega også langt billigere lønnet.

- 66.000 kroner kontra løn til en medarbejder, så er den faktisk ikke så dyr, siger hun.

Viola giver en dans.

Robotten skal også give de mindste besøgende en god oplevelse, når de kommer forbi rådhuset. 

Viola kan både tale, afspille lyde og musik. Også kan den faktisk også danse – selvom det ikke skal være Violas primære opgave.

Og indtil videre går hun rent ind hos 2. klasseeleverne August Riis og Alexander Frederiksen, der synes, det er sejt at have en robot på rådhuset.

- Den er fin og sej. Det føles godt, når man møder den, siger August Riis.