Danmark løser første VM-opgave uden René Toft

De danske håndboldherrer vandt for sjette gang ud af seks mulige og har stadig solid kurs mod VM-semifinalen.

Jannick Green blev kampens spiller.
Jannick Green blev kampens spiller.
Foto: Jonathan Nackstrand - Ritzau Scanpix

Med René Toft Hansen som skadet støttepæl på sidelinjen snuppede de danske håndboldherrer en sejr på 25-22 over Ungarn i den første kamp i mellemrunden.

Med sejren har Danmark vundet alle sine seks kampe ved VM og har nu seks point i mellemrunden.

Det store spørgsmål mod Ungarn var på forhånd, hvordan Danmark ville klare sig uden forsvarsstyrmanden René Toft.

Han pådrog sig en lyskeskade i torsdagens kamp mod Norge og er ude i de næste fire-seks måneder.

Rasmus Lauge i kampen mod Ungarn.
Rasmus Lauge i kampen mod Ungarn.
Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Det umiddelbare svar var, at det var en godkendt defensiv præstation men også mod en modstander fra næstøverste hylde.

Henrik Møllgaard overtog kaptajnrollen i forsvaret med stor autoritet og ro, og det smittede af på Simon Hald, som begynder at tage mere og mere ansvar som forsvarsmakker nummer et.

Forsvaret fik især vist klassen ved at dæmme op for den stærke ungarske stregspiller Bence Bánhidi, der blev holdt nede på en enkelt scoring i første halvleg.

Danmark tog styring

Danmark tog styringen fra starten og i hele første halvleg, hvor Mikkel Hansen og Rasmus Lauge igen viste klassen med masser af mål.

Således scorede stjerneduoen 8 af holdets 15 mål ved pausen, hvor Danmark var foran 15-10.

Det skyldtes også målmanden Jannick Green, der kom ind i stedet for Niklas Landin, som ikke fik fat i noget i det første kvarter.

Green stemplede derimod for alvor ind ved VM, og det var med til at holde Ungarn fra fadet.

Jannick Green poser i målet.
Jannick Green poser i målet.
Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Også Anders Zachariassen tog ansvar, og stregspilleren sprudlede tilmed også i offensiven ved at være yderst spilbar. Han scorede fire mål.

Blev aldrig spændende

Ungarn reducerede til 14-17 og 15-18, men tættere på spænding i kampen kom det ikke.

Henrik Toft Hansen, der har overtaget sin skadede brors plads i VM-truppen, var med på bænken for første gang.

Fra starten er Henrik Toft på skånekost, men han kom i aktion i slutfasen til stor jubel blandt de 15.001 tilskuere i Boxen i Herning.

Fløjen Casper U. Mortensen er også ved at være i omdrejninger, da han fik flere minutter.

Nikolaj Øris var til gengæld bænket i hele kampen, efter at højrebacken har døjet med en muskelskade i venstre baglår.

Danmark styrede anført af en sprællende Jannick Green sejren sikkert i hus til slut.

2:37
Se også: Danmark mødte i første mellemrundekamp ved VM i håndbold. Og det blev foran den her rød-hvide mur i Boxen. Et nyt tiltag, hvor folk står op for at skabe bedre stemning.

I de næste to kampe i mellemrunden skal Danmark møde Egypten mandag og Sverige onsdag.

Tidligere lørdag vandt Sverige over Tunesien. Både Sverige og Danmark har seks point inden de to kommende kampe i mellemrunden. De to bedste går videre til semifinalerne.

/ritzau/