Letland punkterer dansk kvartfinale-drøm: Danmark ude af VM
Det danske ishockeylandshold kæmpede bravt, men Letland var både effektive og mere stabile på isen i Herning tirsdag aften. Ingen kan dog røre ved den ishockeyfest, der har fyldt i landsdelen de sidste uger.
- Jeg tror ikke, det bliver et ’Letland’ i aften. Jeg tror, det bliver et ’svært land’.
Ordene kom fra en urolig dansk ishockeyfan ude foran Boxen minutter før, pucken skulle smides i den største hockeykamp på dansk grund nogensinde.
Bekymringen havde han med rette fundet frem.
Letland var alt andet end en overkommelig opgave for de danske ishockeyherrer, der ellers tidligere i turneringen har leveret både en sensationel sejr over gruppevinderne fra Finland og en åbningsgyser mod Tyskland, som blev afgjort af hjemmebaneheltene Frans Nielsen og Frederik Andersen i straffeslagskonkurrence.
Letterne leverede. Og det gjorde de bedre end Danmark, hvis spil fik mere end ét sæt korslagte, danske arme med dertilhørende panderynker af den dybe slags til at brede sig rundt på tribunerne i udsolgte Boxen.
Letland grundlagde sin 1-0-sejr allerede i første periode, og trykkede dermed ’stop’ på båndoptageren med den ellers så obligatoriske omgang Kim Larsen med ’Vi er Dem’, som har været hele Danmarks soundtrack til VM-slutrunden.
De kom bare aldrig tirsdag aften, de danske scoringer, og så måtte den gode Kim Larsen vente til en anden god gang.
Danmark kunne ganske enkelt ikke for alvor ’lege med’, selvom der ihærdigt blev skubbet på.
Drømmen var en plads i kvartfinalen og en rejse til Royal Arena i København, men det blev Letland som bookede billetten til hovedstaden, hvor Sverige nu venter.
Lav sol og høj ishockey-stemning over Herning
Rammerne for en perfekt dansk aften i ishockeyens tegn var på forhånd til stede i sådan grad, at de nationale ishelte på egen hånd kunne spille sig i kvartfinalen. Ikke noget med at fire andre resultater skulle flaske sig. Nej, Danmark havde puck og stav i egne handsker.
I fanzonen blev der inden opgøret skænket flere fadøl, end der kunne tælles på endnu en tidlig sommeraften i Herning. Letter og danskere stod side om side aftensolen og diskuterede forudsigelser af kampen. Spåkuglerne meldte om en tæt affære.
Letterne kunne høres med stortromme og sang ude på pladsen foran Boxen, og de blev ved med at tromme og fylde arenaen med lyd, da de blev inviteret med indenfor.
Gæsternes larm og jubel kunne dog ikke måle sig med den danske volumen. I hvert fald var det de danske decibel, der rungede højest på tribunerne under hele kampen. Også selvom Danmark var bagud.
VM var en folkefest
VM er slut for Danmarks vedkommende. Men hvilken et VM det blev. Halvanden uges rød-hvid folkefest i Herning vidner udsolgte Danmarks-kampe og tomme døgnrapporter hos politiet i hvert fald om.
Selv efter nederlaget hyldede og takkede de danske roligans ishockeyherrerne.
Det har været ganske kendetegnende for VM-slutrunden i almindelighed. Den gode stemning har fyldt mest, og sådan skulle det naturligvis også være, selvom ordet 'exit' smager en hel del mere bittert end 'kvartfinale'.
Vi fik trods alt hørt den danske nationalmelodi ved mere end én lejlighed. Hver gang var de små nakkehår ved at trække sig selv ud med rod. Så gør det mindre, at Danmark ikke nåede den kvartfinale, som ellers stod så højt på ønskesedlen.
Syv fornemme og udsolgte danske kampe kan ingen røre ved. Festlighederne i Herning har været af hidtil uhørt karakter.
Det danske ishockeylandshold har vundet mange nye hjerter. Og med god grund.
Tak, for denne gang, ishockey-Danmark.