I dag falder dommen i stor hackersag: Hundredvis af kvinder har fået stjålet intime billeder
En 27-årig mand fra Herning er fredag på anklagebænken i historisk sag, hvor unge kvinder fra hele Danmark er ofre.
Retten ved Herning vil fredag sætte punktum i den store sag om hacking, der begyndte ved selvsamme ret i slutningen af februar.
Gennem en stribe retsmøder har nævninge og dommere forsøgt at blive klogere på sagen, hvor en 27-årig mand fra Herning 2. maj i år blev kendt skyldig i 14 forhold om hacking og blufærdighedskrænkelse.
I retten er det blandt andet kommet frem, at han fra 2010 til 2020 har hacket sig til næsten 17.000 intime billeder og videoer af mere end 500 piger. Hovedparten af sagens ofre var mellem 15 og 18 år, da de blev hacket.
Han er desuden kendt skyldig i flere tilfælde af ulovlig tvang og besiddelse af børneporno.
Fredag ventes retten af nå frem til straffen, der ifølge anklageren, Linette Lysgaard, bør resultere i en forvaringsdom.
Det betyder, at den 27-årige risikerer at blive fængslet på ubestemt tid.
Modsat mener mandens forsvarer, Jørn Brandenhoff Schmidt, at de 14 forbrydelser bør resultere i en fængselsstraf på maksimalt fire år.
Forvaring skal bryde mønster
Anklager og forsvarer har ved proceduren for en uge siden argumenteret for hver deres synspunkt.
- Anden alvorlig seksualforbrydelse er en af betingelserne i kriminalitetskravet til at kunne idømme forvaring, og det mener anklagemyndigheden, der er tale om her, lød det sidste fredag fra Linette Lysgaard.
Hun understregede desuden, at det er Anklagemyndighedens opfattelse, at der er et mønster i den tiltaltes adfærd, der kun kan brydes ved at idømme en forvaringsdom.
- Jeg skal understrege, at anklagemyndighedens påstand om forvaring ikke er et ønske om at spærre tiltalte inde og smide nøgler væk eller bare holde ham frihedsberøvet. Det er for, at løsladelse først skal ske efter en lægefaglig vurdering, argumenterede Linette Lysgaard foran tre dommere og seks nævninge.
Anklagemyndighedens påstand bygger desuden på resultatet fra den mentalerklæring, der er blevet lavet i forbindelse med sagen.
Den konkluderer blandt andet, at der er "ganske stor risiko for lige artet kriminalitet”, og at den 27-årige har et ”psykiatrisk behandlingskrævende seksualbehov”.
Retslægerådets konklusion blev desuden læst op, og de har fundet, at den 27-årige frembryder så væsentlig en fare for andres liv, legeme eller velfærd, at forvaring er påkrævet for at forebygge den fare.
Angrer over forhold
Selv mener den 27-årige mand, at han i fremtiden kan blive en del af samfundet.
- Jeg håber at kunne komme ud indenfor rimelig tid, få et arbejde og et normalt liv som alle andre, lød det, da hans forsvarer spurgte ham.
Han tilkendegav også, at han gerne ville fortsætte den behandling, han har startet op under sin varetægtsfængsling. Forsvarer ville også gerne vide, hvordan den 27-årige havde det med, at han var blevet kendt skyldig i nogle af tiltalerne.
- Jeg synes, at det er okay, at jeg er blevet dømt i de forhold. Flere af tingene er tilståede, så det har jeg det okay med.
- Man skal ikke være i tvivl om, at jeg angrer overfor nogle af de her mennesker, supplerede han.
Flere uenigheder
Mandens forsvarsadvokat, Jørn Brandenhoff Schmidt, er langt fra uenig med anklageren, når det kommer til strafudmåling.
- Jeg mener, at det er klokkeklart, at der skal gives en almindelig fængselsstraf og ikke forvaring. Der er ikke hjemmel til at give forvaring, lød det under proceduren.
Forsvareren peger blandt andet på, at hans klient ved retsmødet 2. maj blev frikendt for for voldtægt og i stedet kendt skyldig i blufærdighedskrænkelse og ulovlig tvang.
- Det er ikke på nogen måde en af de alvorlige bestemmelser, sagde han om de krav til kriminalitetens grovhed, der skal være opfyldt for, at forvaring kommer i spil, lød det fra forsvareren.
Han mener desuden, at mentalerklæringen skal ses i lyset af, at den 27-årige på det tidspunkt var sigtet for voldtægt, da den blev givet.
- Helt overordnet er det forsvarets opfattelse, at der højest kan gives en fængselsstraf på fire års fængsel. Og forvaring er der simpelthen ikke hjemmel til, understregede forsvarsadvokaten.
Dommen bliver afsagt fredag klokken 12.00.