Ægtepar jubler: 12 års mareridt er ved at være slut

Ægteparrret Inge og Bruno Petersen har nu for anden gang vundet en vigtig sejr i en årelang strid med Holstebro Kommune.

For Inge (72) og Bruno Petersen (73) er i dag en god dag.
For Inge (72) og Bruno Petersen (73) er i dag en god dag.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

I dag har Overtaksationskommissionen givet ægteparret Inge og Bruno Petersen medhold i, at Holstebro Kommune skal købe hele deres ejendom og ikke bare den del, som kommunen har valgt at ekspropriere.

Parret har igennem det seneste årti følt sig stavnsbundet til en landejendom i Hornshøj ved Holstebro. Det skyldes, at Holstebro Kommune for mere end 10 år siden besluttede at ekspropriere en del af grunden og bruge den til nybyggeri. Men nu er mareridtet slut.

- Det var med tårer i øjnene. Men af glæde selvfølgelig. 12 års mareridt er ved at være slut, fortæller Inge og Bruno Petersen om øjeblikket, hvor de fik beskeden fra Overtaksationskommissionen.

Landejendommen i Horshøj omfattede oprindeligt 34.000 kvadratmeter. Holstebro Kommune besluttede at ekspropriere 15.000 kvadratmeter, hvilket fik ægteparret til at reagere.

I juli sidste år besluttede Taksationskommissionen så, at Holstebro Kommune skulle købe hele grunden for 3,6 millioner kroner. Den afgørelse valgte kommunen at anke.

- De har været tarvelige. Alt, hvad de har lovet og skrevet i alle de år, har været en sludder for sladder, fortæller Bruno Petersen om kommunens ageren i forløbet.

Det kan ende i en retssag

Holstebro Kommune kan nu vælge at gå rettens vej, hvis de fortsat ikke vil acceptere Overtaksationskommissionens afgørelse.

- Vi ankede afgørelsen fra Taksationskommissionen, fordi vi mente, at den var i strid med praksis fra en dom i Østre Landsret. Men jeg skal først have nærlæst afgørelsen fra Overtaktsationskommissionen, inden jeg kommenterer den nærmere, siger Jesper Dürr, der er chefjurist ved Holstebro Kommune.

Desuden meddeler borgmester i Holstebro, HC Østerby, at kommunens økonomiudvalg får en orientering om sagen på onsdag. Indtil da ønsker han ikke at kommentere sagen. Ægteparret håber ikke, at det ender i en retssag.

- Der kan jo gå flere år, før sådan en retssag bliver udført, så det er næsten håbløst for os. Det kan vi ikke overskue, fortæller Bruno Petersen.

Parret håber nu på at kunne flytte fra ejendommen i Hornshøj og videre til et rækkehus i Mejrup.

1:33
For anden gang har Inge og Bruno Petersen fået medhold i en langvarig strid om ekspropriation.