Vinterbadere kæmper for ulovlig sauna ved kysten
Kampen om en sauna i Fjaltring har nu stået på siden 2013. Kommunen kalder reglerne for stramme og rigide.
TV 2 og regionerne har i denne uge fokus på regler og bureaukrati. I Fjaltring i Lemvig Kommune lader de sig dog ikke bremse af den slags.
En flok kvinder har nemlig kæmpet en varm kamp for en sauna helt ude ved kysten - en sauna, der ifølge reglerne om klitfredning er ulovlig.
- Der er rigtig mange, der bruger den. Det giver et godt sammenhold, lyder det fra Birgit Wolf.
Hun bakkes op af veninden Etha Mauritson, der også benytter saunaen i vinterhalvåret.
- Det er kombinationen af det ishamrende kolde vand og varmen inde i saunaen. Det er skønt, og det er meget sundt, har vi hørt, siger hun.
Men saunaen, som veninderne flittigt bruger, må slet ikke stå der, hvor den gør. Området er nemlig fredet og skal sikres mod anlæg, hoteller og huse. Men den står der, ulovligt, i vinterhalvåret. Det har den gjort siden 2013.
- Vi har kæmpet på den måde, at vi har haft den stående hernede. Om sommeren står der jo alle mulige autocampere, og surferne kommer i deres biler og overnatter. Hvor er så forskellen, spørger Birgit Wolf
Reglerne er stramme og rigide
I Lemvig Kommune stiller de sig også uforstående over for, at saunaen ikke kan få lov til at stå, hvor den gør.
- Vi har nogle regler, der er for stramme og rigide, og som ikke levner mulighed for, at man kan sætte nogle små initiativer i gang. Der er behov for, at vi får kigget på de regler, siger Steffen Damsgaard (V), der er formand for Teknik og Miljø i Lemvig Kommune.
En nylig ændring i Naturbeskyttelsesloven åbner dog op for, at den ulovlige sauna snart kan blive lovlig.
- Reglerne er sådan, at man skal have en dispensation, hvis det er inden for klitfredet areal. Helt lavpraktisk skal den dispensation altså på plads, før det er lovligt.
I Lemvig Kommune arbejder man derfor på at få en lokalplan på plads, som kan give mulighed for dispensationen.
- Det har vi allerede taget de første initiativer med. Også dialogen med Naturstyrelsen, som er lodsejer på området, for vi ønsker at lave en større plan for Høfde Q-området, siger Steffen Damsgaard.
Hvad er så chancen for grønt lys?
- De er rigtig gode, nu skal man passe på med at sætte procenter på, men de er i den høje ende, lyder meldingen fra Kystdirektoratet.
Indtil der er givet grønt lys til, at saunaen kan stå ved kysten på lovlig vis, fortsætter kvinderne med at udøve civil ulydighed. De har nemlig ingen planer om at fjerne den lige foreløbig.