Dansk Sygeplejeråd: - Manglende tests kan lægge sundhedsvæsenet ned
Grundet en leveringsfejl har sundhedspersonale ikke længere ubegrænset adgang til corona-tests.
Det danske sundhedsvæsen arbejder i denne tid på højtryk for at corona-epidimien skal få færrest mulige konsekvenser.
Og indtil nu har sundhedspersonale i Region Midtjylland haft fri adgang til at blive testet for coronavirus.
Sådan er det ikke længere.
- Det skaber en situation, hvor man kan risikere at komme til at lægge sundhedsvæsenet ned, og derfor er det meget, meget uheldigt, siger Anja Lauersen, der er kredsformand for Dansk Sygeplejerråd i kreds Midtjylland.
Grunden til at sundhedspersonale ikke længere kan blive testet, når de vil, skyldes en leveringsfejl.
- Vi er desværre kommet i den situation, at vi ikke har nok af de reagenser, vi skal bruge for at foretage de her tests, siger regionsrådsformanden Anders Kühnau.
- Vi ville gerne kunne tilbyde mere sundhedspersonale tests, men det kan vi ikke lige nu, fortsætter han.
Kriterierne for at blive testet for coronavirus som sundhedsfagligt personale, er nu de samme som for resten af befolkningen.
Nemlig at det kræver at man viser tydelige symptomer på at være smittet med virussen.
Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger
Spørger man kredsformanden for Dansk Sygeplejeråd i Midtjylland, forstår hun godt, at syge borgere skal testes.
Dog mener hun, at den manglende test af sundhedspersonale kan føre nogle uhensigtsmæssige problemer med sig.
- Der er ingen tvivl om, at de borger der er syge, skal testes. Men hvis borgeren endnu ikke er testet, kan eksempelvis en hjemmesygeplejerske risikere at bære smitten videre. Så det stiller personalet i et stort pres, siger Anja Laursen.
Derfor opfordrer hun også til, at alt sundhedspersonale følger Sundhedsstyrelsens anvisninger nøje.
Det drejer sig både om at bruge de nødvendige værnemidler, men også at personale der har været i kontakt med smittede eller potentielt smittede borgere, bliver hjemme i 48 timer og afventer symptomer.
Anders Kühnau siger også, at det er vigtigt, at sundhedsfagligt personale hele tiden er i tæt kontakt med deres chefer, hvis de frygter at være blevet smittet.
- Jeg forstår godt, hvis sundhedspersonalet er presset, siger regionrådsformanden.
Han fortæller også, at Region Midtjylland snarest muligt håber på at kunne genoptage testningerne af sundhedsfagligt personale.
Her kan du følge hvordan corona-situationen udvikler sig i landsdelen.