Kommuner sender ansatte hjem for tredje gang
De genindførte coronarestriktioner får nu kommunerne til at tømme kontorerne og bede de ansatte om at arbejde hjemmefra.
For Karen Marie Johansen er den sædvanlige køretur til jobbet hos Ringkøbing-Skjern Kommune nu afløst af ganske få skridt hen til den computer, hun har stående i huset i Holstebro.
Ligesom mange andre kommunalt ansatte er hun blevet hjemsendt på grund af de genindførte coronarestriktioner.
Selv om det efterhånden ikke er første gang, hun er nødt til at arbejde hjemmefra, så modtog Karen Marie Johansen alligevel beskeden med blandede følelser.
- Det er jo at miste det kollegaskab, som man har i det daglige arbejde. Det er en udfordring at få det til at fungere hjemmefra, når man er vant til at være sammen i hverdagen, siger hun.
Flere af de midt- og vestjyske kommuner har ligesom Ringkøbing-Skjern valgt at sende administrativt personale tilbage til hjemmekontorerne. Indtil videre hedder slutdatoen for den ordning 4. januar.
Selv om de kommunalt ansatte har prøvet det før, så er der udfordringer forbundet med at rykke arbejdspladsen væk fra de vante omgivelser.
- Man savner virkelig den umiddelbare sparring og det liv, der er på jobbet, siger Karen Marie Johansen.
Erfaring gør måske hjemmearbejdet bedre
Netop den enkelte medarbejders trivsel er et af fokusområderne, når kommunerne nu sender hundredevis af medarbejdere hjem igen.
- Som jeg ser det, så skal vi sikre, at vores medarbejdere også trives hjemmefra, så de ikke bliver syge og dårlige af det, siger borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Østergaard (V).
Hos fagforeningen HK er man desuden opmærksomme på, at grænsen mellem arbejde og fritid nemt kan flyde sammen, når kontoret bliver rykket ind i hjemmet.
- Når vi snakker med nogle af vores medlemmer, så indrømmer de, at de måske ikke lige er stoppet med at arbejde til tiden, eller også er de fortsat om aftenen, fordi de har lavet noget andet midt på dagen, siger Marianne Køpke, der er afdelingsformand i HK MidtVest.
I kommunerne vil man forsøge at udnytte de erfaringer, som man har gjort sig fra de seneste hjemsendelser.
- Vi prøver at lave nogle mere sociale videomøder, hvor vi drikker kaffe og drøfter løst og fast. Hvis det her bliver længerevarende, så vil vi gerne prøve at aftale, at man mødes fysisk en gang om ugen, så man kan gå en tur og snakke sammen, siger Karen Marie Johansen.
Kommunerne vil fortsat have visse medarbejdergrupper på arbejde som normalt, så eksempelvis jobcenteret og borgerservice kan holdes åbent for besøg fra borgere.