Trepartsaftale sikrer kortvarig aftale om lønkompensation
Der er indgået aftale om tre ordninger, der skal sikre fastholdelse af job og uddannelse for hjemsendte.
Efter skærpelsen af coronarestriktioner har fagbevægelsen, regeringen og arbejdsgiverne fredag indgået en aftale om at genindføre en ordning for lønkompensation.
Det skal forhindre fyringer i de sektorer, der rammes af restriktioner, hvis formål er at holde smitten i samfundet nede.
- Regeringen har i dag med fagbevægelsen og arbejdsgiverforeningen indgået en aftale, som holder hånden under både lønmodtagere og virksomheder, som bliver ramt af de restriktioner og anbefalinger, som regeringen har meldt ud, siger fungerende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye (S).
Konkret betyder det, at virksomheder, der eksempelvis arrangerer julefrokoster, og som sender mere end 30 procent af medarbejderne hjem, får adgang til lønkompensation. Så en stor del af lønnen betales af staten.
Aftale til 15. januar
Formand for FH Lizette Risgaard kalder aftalen vigtig.
- Ordningen betyder, at medarbejdere i udsatte brancher kan bevare deres indkomst og tilknytningen til deres arbejdsplads i stedet for at blive fyret, siger Risgaard.
Aftalen om lønkompensation for de restriktionsramte virksomheder løber foreløbig til 15. januar. Forinden mødes parterne for at vurdere, om den skal forlænges.
SPØRGSMÅL: Hvorfor er den så kort?
- Det, som regeringen har meldt ud, er ikke en hård og lang nedlukning af det danske samfund. Det er målrettede restriktioner, som har til hensigt at vinde tid, primært hen over jul og nytår. Det er også en forholdsvis dyr ordning for staten, siger Mattias Tesfaye.
Samtidig tilføjer han, at regeringen har haft et ønske om at finde en balance. Da man står i en situation, hvor nogle virksomheder mangler arbejdskraft.
- Vi skal ikke over en for lang periode trække arbejdskraft ud af arbejdsmarkedet og give dem lønkompensation, når vi samtidig kan se, at vi mangler folk på andre virksomheder, siger ministeren.
Ordning om arbejdsfordeling forlænges
Der er også indgået aftale om lønkompensation for tvangslukkede virksomheder.
- Den vil gælde, lige så længe virksomhederne har forbud mod at holde åbent, siger Tesfaye.
Parterne er desuden enige om at forlænge en ordning om arbejdsfordeling frem til udgangen af marts 2022.
Den betyder, at kolleger kan deles om det arbejde, der er. Når de ikke arbejder, kan de vælge at være hjemme med forhøjede dagpenge, eller de kan tage uddannelse.
- Jeg synes, at vi igen og igen beviser, at vi har en velfungerende dansk model, hvor arbejdsmarkedets parter bidrager til ansvarlige løsninger for hele det danske samfund, siger Lizette Risgaard.