Her er de dramaer, Rohde holder øje med
Støjberg, Gade og Paulin. Jens Rohde holder øje med flere midt- og vestjyske politikere, når stemmerne skal tælles sammen.
Så ramte vi valgdagen. En dag, som både vælgere og politikere har ventet på. Og en dag, hvor der for nogle kan være mange dilemmaer og skæbner at holde øje med.
Vi har spurgt Jens Rohde, som for første gang blev valgt ind i Folketinget i 1998, om hvad han holder godt øje med.
Han har været medlem af Venstre, Radikale Venstre og senest Kristendemokraterne, men er nu i gang med sit sidste døgn som folketingsmedlem. Her sætter han ord på, hvilke person-kampe han i dag holder et særligt øje med.
1. Kristian Pihl Lorentzen versus Søren Gade
Hvor meget stjæler Venstre-politikeren Søren Gade i forhold til partifællen Kristian Pihl Lorentzen?
Det er et spørgsmål, som Jens Rohde ser frem til at få svar på i morgen.
- Det mandattab Venstre står til er voldsomt, så hvem er det, der kommer til at betale prisen? Det bliver meget interessant at følge, siger han.
2. Søren Pape
For en måned siden stod Det Konservative Folkeparti til 11,6 procent af stemmerne. Nu står partiet til 5,9 procent.
Jens Rohde mener, at Søren Pape Poulsen godt kan være ramt af skader på landsplan på grund af mange omtalte personsager. Men han mener stadig, at der er opbakning andre steder fra.
- Jeg tror stadig på lokalopbakning, da han er kendt som en lokal mand og også som Viborg-mand. Og så er det interessante i denne her sammenhæng, om han står alene med sit mandat, eller om han kan trække flere med ind.
Rohde mener, at der stadig vil være opbakning, fordi Vestjyllands Storkreds er en meget stor kreds, hvor det typisk er en fordel at have et kendt navn i forhold til sine gøremål.
3. Hvem samler stemmerne op?
Et andet spørgsmål, der er værd at holde øje med er, hvem der samler Inger Støjbergs og Kristian Jensens stemmer op.
Siden sidste valg har Støjberg skiftet parti og valgkreds, mens Kristian Jensen nu helt er ude af politik.
- De har som politikere ikke tiltrukket de samme segmenter, men der er ingen tvivl om, at i Venstres optik er det Venstre, der skal kunne samle de stemmer op, siger Jens Rohde.
4. Spillepladen i Venstre
Ifølge Jens Rohde er det interessant om gruppeformanden for Venstre, Thomas Danielsen, overlever, når stemmerne er talt op.
Der er flere ting i Venstre, som Jens Rohde er spændt på at få forløst.
For Venstre-politikeren Mads Fuglede har i denne valgkamp også lavet ryk, der ikke var forventet i Jens Rohdes øjne.
- Mange af de ryk, vi har set i denne her valgkamp, er taget ud af alt andet end forventningen. Spillepladen har jo ændret sig hele tiden for de opstillede kandidater i et opfang, vi næppe har set før. Det gør det hele meget uforudsigeligt. Det kan jeg ikke mindes, vi har set før.
Og han mener, at det er uforudsigeligt af en grund.
- Han har i mine øjne jo lavet et kæmpe sats, ved at tage til Vestjylland. Det er et sats, fordi han ikke har sit udgangspunkt i Vestjylland, siger Jens Rohde om Mads Fuglede, der ved seneste valg blev valgt Københavns Omegns Storkreds
Jens Rohde har selv været med i 36 år enten som kandidat eller ved at lave kampagner fra andre - og han fortæller, at han ikke kan mindes noget vildere.
5. Inger Støjberg og Mette Frederiksen
I Nordjyllands Storkreds er det særligt Inger Støjberg og Mette Frederiksen som Jens Rohde vil holde blikket rettet mod.
- Det er jo spændende, og i alt den stund, at det er statsministeren - også er det spændende at se, hvor meget luft, der er i ballonen endnu for Inger Støjberg. Jeg er ikke i tvivl om, at hun får et godt valg.
Han spår stemmeprocenten for Inger Støjberg til at blive 12-14 procent af stemmerne i Nordjylland, og at det interessante så bliver, hvor mange stemmer, hun tager henover midten.
6. Bliver der konkurrence mellem Socialdemokraterne?
Det bliver også interessant at følge med i, hvor på stemmesedlen, vælgerne sætter sit kryds henne hos Socialdemokraterne. For får Anne Paulin lov til at fortsætte, eller bliver der kamp med partifællerne Karin Gaardsted og Mette Nielsen?
- Det bliver spændende se, om Anne Paulin fortsætter eller om det lykkedes andre kandidater, at gøre hende rangen stridig, fortæller Jens Rohde.