Jonas har selv bestemt første stop på turen: Sådan fejres Vingegaard i Glyngøre

På torsdag er der kæmpefest i Glyngøre, når Jonas Vingegaard kommer hjem fra Tour de France - og TV MIDTVEST er med hele vejen.

Sidste år dukkede 25.000 cykelglade op til fejringen af cykelstjernen i Glyngøre.
Sidste år dukkede 25.000 cykelglade op til fejringen af cykelstjernen i Glyngøre.
Foto: Kirsten Axelsen, TV MIDTVEST

Selvom der har været godt gang i fejringen af Jonas Vingegaard, efter han søndag atter vandt verdens største cykelløb.

Så må den helt store fejring vente til torsdag, hvor cykelstjernen vender hjem til Glyngøre.

Her har byen i ugevis knoklet for at planlægge en fest, der er en dobbelt tour-vinder værdig, fortæller en af arrangørerne Susan Aaen, der er provst i Salling Provsti.

- Det er et stort arbejde, og der er hele tiden en masse løse ender, der skal knyttes sammen på den rigtige måde, men altså vi er jo i træning fra sidste år, smiler hun

Fejringen er næsten planlagt til punkt og prikke, og Jonas Vingegaard har selv bestemt det første stop i byen.

- Hans første ophold er ved Glyngøre Plejecenter, fordi det er Jonas’ allerhøjeste prioritet at aflægge et besøg der, fordi han ved, at det betyder noget for de ældre, og det betyder noget for ham, fortæller Susan Aaen.

Under fejringen i Glyngøre sidste år, lagde tour-vinderen også vej forbi plejecenteret for at hilse på beboerne.

Band er lige så godt som The Minds of 99

Ifølge arrangøren bliver Jonas Vingegaard mødt af Garden på plejehjemmet, og derefter går turen til stadion.

- Her kommer borgmesteren og jeg, og så går det ellers i gang på scenen, hvor Jonas bliver interviewet af Brian Holm, oplyser Susan Aaen.

Interviewet på scenen vil blive omkranset af en hel masse musik.

Og selv om Susan Aaen havde håbet på, at musikgruppen The Minds of 99 skulle optræde til den store fejring, fordi det er Jonas Vingegaards yndlingsband, så har de fundet et rigtig god alternativ.

- Et band der hedder Baby Did a Bad Thing skal blandt andet spille. Det er et band, som Jonas og Trine har gjort os opmærksom på, at de kender. Så selv om det ikke blev The Minds of 99, så forsikrer Jonas, at det her bliver lige så godt, griner hun.

Stadion er åben fra klokken 11, hvor alle mad- og ølboder også åbner, og så er der fyrværkeri klokken 22.

Er man ikke i Glyngøre, kan man følge fejringen på TV MIDTVEST PLAY og vores kanal fra klokken 14-17.30.

10:50
TV MIDTVEST sendte journalist Anders Bro til Glyngøre, da Jonas Vingegard og Jumbo Visma tidligere på året inviterede til mediedag.