Dårligt indeklima og støj i politiskolens nye lokaler
Evaluering viser, at 25 procent af de studerende var utilfredse med indeklimaet i de lokaler, der nu skal huse en vestdansk politiskole i Vejle.
De studerende på den tidligere sygeplejerskeskole i Vejle, som den nye politiskole skal ligge i, klagede i 2009 over dårligt indeklima og støj. Det viser en evaluering af undervisningsmiljøet fra 2009, som Radio24syv er kommet i besiddelse af.
Af evalueringen fremgår det ifølge mediet, at 25 procent af de studerende var utilfredse eller meget utilfredse med indeklimaet, mens mere end en tredjedel oplevede daglige problemer med temperatur, ventilation og udluftning.
Sygeplejerskernes evalueringer fra 2009 bakkes op af et notat, som Bygningsstyrelsen fremlagde i juni 2016. Her står der ifølge Radio24syv, Bygningsstyrrelsen anbefaler at udskifte ventilationsanlæggene i bygningen for at kunne få et tilfredsstillende indeklima.
Af de sygeplejerskestuderendes evaluering fremgår det også at ”mange har problemer med larm og støj.”
At den nye politiskole skal ligge i Vejle blev besluttet efter et kaotisk politisk forløb. Regeringen havde tidligere udtalt et ønske om at placere den i Herning, hvor en skole ifølge borgmester Lars Krarup (V) kunne være klar i løbet af 22 måneder. Det skuffede dengang Vejle-borgmester Arne Sigtenbjerggard (V), som ifølge Danmarks Radio mente, at politiskolen ville blive både billigere og hurtigere færdig i Vejle:
- Vi står med en skole, der er indflytningsklar. Der mangler en støvsuger til rengøring, og nogle møbler, så kan man gå i gang, sagde han dengang til DR.