Fra Melodi Grand Prix og Popstars til politik: Seks nedslag i Trine Jepsens karriere

Trine Jepsen drømte i en tidlig alder om at blive popstjerne, og hun nåede sit mål. Siden har hun haft diverse lederjobs, og nu er hun på vej ind i politik.

0:26
Her ses Trine Jepsen til sin audition til Popstars og som hovedrollen i musicalen Evita.

Måske du husker pigebandet EyeQ, hvor den lyshårede Trine Jepsen sammen med fire andre kvinder sang sig til tops i musikkonkurrencen Popstars tilbage i 2001?

Eller måske har du stødt på Trine Jepsen i forbindelse med hendes arbejde som direktør hos Nørre Vosborg?

Trine Jepsen har et bredt CV, og nu vil hun udvide det og træde ind i dansk politik.

Torsdag aften forventer den 46-årige midtjyde at blive valgt som Venstres kommende kandidat i Herning. En kreds, der i årevis har været sikkert Venstre-land, men som ved sidste valg mistede sit mandat.

Få et indblik i hendes karriere nedenfor.

1999: Vinder af dansk Melodi Grand Prix

Trine Jepsen blev landskendt, da hun i 1999 vandt Dansk Melodi Grand Prix med sangen 'Denne Gang'.

Sangen spillede hun sammen med Michael Teschl, og ved det internationale Melodi Grand Prix fik de en ottende plads med sangen, der blev oversat til engelsk.

Trine Jepsen og Michael Teschl til dansk Melodi Grand Prix i 1999.
Trine Jepsen og Michael Teschl til dansk Melodi Grand Prix i 1999.
Foto: Kim Agersten/Ritzau Scanpix

2001: Vinder af Popstars med gruppen EyeQ

I 2001 tog Trine Jepsen til audition i TV 2-programmet Popstars. Her endte midtjyden med at vinde hele musikkonkurrencen sammen med tre andre kvinder.

Kvinderne blev landskendte med gruppen EyeQ. Sammen spillede de koncerter frem til 2003, hvorefter gruppen gik i opløsning.

1:00
Trine Jepsen til audition under Popstars samt koncert med gruppen EyeQ.

2006: Musicalstjerne

I september 2006 spillede Trine Jepsen en af hovedrollerne i Disneys musicaludgave af ”Aida”, der havde premiere på Holstebro Musikteater.

I 2007 havde hun hovedrollen i musicalen Cats, og i 2012 spillede hun hovedrollen i Evita.

Senere tog hun en uddannelse i ledelse inden for kunst og kultur, og fra 2011 til 2015 var hun leder for Dansk Talentakademis Musical & Teaterlinje i Holstebro.

0:53
Midtjyden har spillet med i flere musicals.

2015-2019: Direktør for Fonden Nørre Vosborg

Efter flere år på store scener skiftede Trine Jepsen mikrofonen ud med direktørstolen.

Fra 2015 til 2019 var hun direktør for Fonden Nørre Vosborg. Hun stoppede som direktør, da hun fik et nyt tilbud, hun ikke kunne sige nej til.

- Jeg har nydt det fantastiske samarbejde med personale og frivillige, og jeg er stolt af, at vi i fællesskab er lykkedes med at udvikle Nørre Vosborg til et kulturelt fyrtårn i Holstebro Kommune. Når jeg alligevel har valgt at fratræde min stilling, er det fordi jeg har fået et tilbud, som jeg simpelthen ikke kan sige nej til, sagde hun dengang til TV MIDTVEST.

0:22
De ansatte på Nørre Vosborg var kede af, at Trine Jepsen stoppede som direktør.

2019-2022: Direktør for Schackenborg Fonden

Efter jobbet hos Nørre Vosborg landede hun jobbet som leder på Schackenborg Slot.

0:55
TV 2 Syd fulgte Trine Jepsen, da hun var direktør på slottet.

2022: Bestyrelsesformand TV MIDTVEST

I 2022 blev Trine Jepsen valgt som bestyrelsesformand hos TV MIDTVEST. Men bestyrelsesarbejdet var ikke nyt for hende.

Siden 2020 havde hun nemlig været medlem af bestyrelsen. Hun ejer og er også direktør i Trine Jepsen A/S, hvor hun arbejder med kulturoplevelse, udstillinger og events.

Posten som bestyrelsesformand trækker hun sig formelt fra, når hun forventeligt bliver valgt som folketingskandidat i Herning.

Hun skal vælges formelt på et opstillingsmøde i Herning klokken 20.00 torsdag aften. 

Se eller gense da Trine Jepsen inviterede Venstres Søren Gade i den røde stol til en snak om livet på Christiansborg.