Ironman-dansker bliver femmer tre måneder efter fødsel

Michelle Vesterby fra Herning havde håbet på en sejr, men blev nummer fem i KMD Ironman Copenhagen.

Michelle Vesterby fra Herning har netop gennemført endnu en ironman, selvom det kun er tre måneder siden, hun fødte sin søn.
Michelle Vesterby fra Herning har netop gennemført endnu en ironman, selvom det kun er tre måneder siden, hun fødte sin søn.
Foto: Frederikke Dammark, TV MIDTVEST

Det blev hverken til en sejr eller en billet til VM på Hawaii for Michelle Vesterby i søndagens KMD Ironman Copenhagen. Til gengæld gennemførte hun.

Den danske triatlet fra Herning stillede til start, tre måneder efter at hun fødte sin søn, Markus, ved et kejsersnit, og hun havde på forhånd ytret håb om en sejr for tredje år i træk.
Efter 9 timer, 9 minutter og 22 sekunder måtte hun dog sande, at formen rakte til en femteplads.

35-årige Vesterby sluttede 37 minutter og 50 sekunder efter vinderen, tyske Anne Haug, der klarede de 3,8 kilometer svømning, 180 kilometer cykling og 42,2 kilometer løb på 8 timer, 31 minutter og 32 sekunder.

En tredjeplads havde faktisk været nok til en billet til VM i oktober for Michelle Vesterby, men sådan gik det ikke, selvom Vesterby lå godt til langt hen ad vejen i og omkring den danske hovedstad.
Efter svømningen lå Vesterby på fjerdepladsen, men på cyklen indhentede hun landsmanden Maja Stage Nielsen og lå som treer inden løbet.

Under maratonløbet måtte hun dog se Stage og siden canadieren Angela Naeth overhale på vej mod sin femteplads.

Vesterby blev nummer fire ved kvindernes ironman-VM i 2015. Året efter blev hun nummer seks.
I 2018 blev hun nummer 27 ved VM, og senere viste det sig, at hun var gravid under løbet.

2:45
Michelle Vesterby er med i indslaget her, da hendes triatlet-veninde Helle Frederiksen stopper karrieren.
Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST