Nicklas og Christian er verdensmestre i iværksætteri: Nu satser de på at hjælpe børn i hele verden
Som gymnasieelever vandt de VM i iværksætteri. Senest har deres virksomhed også fået markante investorer med ombord.
Kontoret er nyt. For Christian Ørum og Nicklas Stokholm er vokset ud af det tidligere. Snart er de seks personer i virksomheden.
Og ovre i hjørnet finder man så en af grundene til, det går så godt. Oven på et glasskab står en VM-pokal. Og på hylderne nedenunder kan man se flere forskellige mousserende vine.
I Herning-virksomheden Bubbles har de nok at fejre.
- Bobler i Bubbles, det bliver vi nødt til at fejre med, hvis der er et eller andet, siger medstifter og medejer af Bubbles Nicklas Stokholm med et smil.
Fest med Løvens Hule
For en uge siden kunne Bubbles holde fest for 40 venner og familiemedlemmer. Her så de DR-programmet Løvens Hule sammen.
- Det var vildt specielt at se for første gang og helt fantastisk. Der kom en lille tåre. Det kan jeg ikke løbe fra, for vi så en lille drengedrøm på tv’et, siger Nicklas Stokholm.
Christian Ørum bakker op:
- Det var den fedeste oplevelse, siger medstifteren.
Bubbles fik en investering fra to løver i form af Louise Herping Ellegaard og Tommy Ahlers; de betalte endda en højere pris, end Herning-duoen selv havde lagt op til.
DM tændte drømmen
Som gymnasieelever i HTX og HHX vandt de første DM, så EM og til sidst VM i iværksætteri. Nu er de iværksættere på fuld tid. Bubbles sælger støjreducerende hovedtelefoner til skoler.
- Efter vi vandt DM, begyndte det at gå op for os, at der var måske et lidt større potentiale, siger Nicklas Stokholm.
Elever, der har det svært med støj, får hovedtelefonerne på. Læreren tager så en mikrofon på, så eleverne med høretelefoner kun hører lærerens stemme, mens de andre elever kan høre alt i klasselokalet.
Hjælper støjfølsomme børn
Hovedtelefonerne er især en hjælp til elever med ADHD, ADD eller autisme.
Christian Ørums søster er grunden til, virksomheden blev startet.
Hans søster har ADHD og autisme. I mere end to år blev hun hjemmeundervist af Christian Ørum og hans mor. For søsteren kunne ikke holde til larmen i skolen. Hverken fagligt eller socialt var det holdbart for hende.
- Det er de børn, der har det så svært, vi gerne vil gøre noget for, siger Christian Ørum.
Nu satser virksomheden på at hjælpe børn som hans søster. I første omgang sælger man til danske folkeskoler, friskoler og specialskoler. Men på sigt vil man hjælpe børn verden over. Sådan var tanken helt fra begyndelsen.
- Det var ikke tænkt som et projekt og produkt, der skulle hjælpe 10, 20 eller 30 børn. Det skulle ud over den helt store rampe- vi kunne se, at problemet var i hele Danmark og i udlandet, siger Nicklas Stokholm.