Nyt våben mod cykeltyve: Helene tvivler på, det virker

Helene Devantie har fået tre cykler stjålet på to år. Men nu får politiet et nyt redskab, som måske kan gøre, at andre cykelejere ikke bliver helt så uheldige som hende.

cykeltyven
Foto: Privatfoto

Sidste år blev der anmeldt 48.305 anmeldelser cykeltyverier i Danmark ifølge tal fra Danmarks Statistik.

Og det er alt for mange, mener justitsminister Peter Hummelgaard. Socialdemokraten vil derfor give politiet mulighed for at standse tilfældige cyklister uden konkret mistanke.

- Det kan ikke være rigtigt, at man ikke kan efterlade sin cykel derhjemme eller på arbejde uden at bekymre sig om, hvorvidt den bliver stjålet, siger Peter Hummelgaard til Jyllands-Posten.

Som lovgivningen er nu, så er det ikke tilladt for politiet at stoppe cyklister for at tjekke cyklens stelnummer uden en konkret mistanke om, at cyklen er stjålet. Derfor er forslaget et rigtig godt skridt på vejen, mener Helene Devantie, der selv har prøvet at få stjålet tre cykler på to år.

- Tanken er god, og det er bedre end ingenting. Men medmindre Justitsministeren vil give politiet flere ressourcer, så tror jeg ikke på, det er et område, politiet kommer til at have fokus på, siger Helene Devantie.

Hun har boet både i København og Silkeborg flere år, men det var først, da hun flyttede til Herning, at cykeltyverierne begyndte. Og det skete altså tre gange på to år.

- Det har fået den konsekvens, at jeg er begyndt at gå til og fra arbejde. Jeg tør simpelthen ikke have min cykel stående fremme, siger hun.

Justitsministeren har netop sendt det konkret lovforslag i høring.