Dorthe går fra Viborg til Rom: - Det er et eventyr for mig

Med kun 87,5 kilometer tilbage er Dorthe Carlsen tæt på at være gået fra Viborg til Rom. Om fire dage står hun omgivet af familie på Peterspladsen

Dorthe Carlsen mangler 87,5 kilometer for at nå sit mål.
Dorthe Carlsen mangler 87,5 kilometer for at nå sit mål.
Foto: Privatfoto: Dorthe Carlsen

Det startede som en fiks idé, men endte med et langt eventyr, der er ved at nå sin ende.

- Jeg blev helt rørt, da jeg nåede grænsen mellem Tyskland og Schweiz. Og så igen, da jeg nåede Middelhavet. Så jeg tænker, det samme vil ske, når jeg når Rom, fortæller Dorthe Carlsen, der tidligere har arbejdet som ansvarshavende chefredaktør og direktør for Midtjyske Medier.

Vandresko, nætter på kloster og utallige nye mennesker har Dorthe Carlsen stiftet bekendtskab med, siden hun i 2016 startede sit eventyr. Og det hele startede i en motorvejskø ved Kasselbakkerne i Tyskland på vej på ferie i Italien.

- Vi sidder i den her kø, og jeg får øje på de mange mennesker med rygsække på, og så slår tanken mig. Hvorfor ikke bare gå ruten, siger Dorthe Carlsen.

Tanke blev til handling, og otte år senere er hun kun fire dage fra at nå sin destination. Turen er brudt op i etaper, så Dorthe Carlsen kan bibeholde sit arbejde hjemme i Danmark. På hendes nuværende etape rejser hun i tre uger. Det har været en dans på roser, men med en torn i skoen.

- Der var to år, hvor Tyskland var lukket ned grundet Corona, så det satte et midlertidig stop på turen, fortæller Dorthe Carlsen.

Vandreturen har strakt sig over flere år, fordi Dorthe Carlsen har været hjemme og arbejde indimellem. Hvor gåturens luftforandring har givet hverdagslivet et ekstra pusterum.

- Jeg går min hjerne tom. Der er ikke plads til bekymringer eller tankemylder, siger Dorthe Carlsen over telefonen, mens hun sidder og nyder dagens første kop kaffe på en cafe i Vetralla i Italien.

Roen fra gåturen har givet plads til dybe snakke og talrige oplevelser, der alle har groet sig fast i rygsækken hos Dorthe Carlsen, der bibeholder sin motivation gennem stædighed og glæden ved gåturen i sig selv.

Derfor er det også med både sorg og glæde, at enden er nær.

- Det er et eventyr for mig. Det at møde mennesker og få intense snakke og at leve fra seng til seng, fortæller Dorthe Carlsen og forsætter,

- Jeg har det dobbelt med, at det snart er ovre. Det er en stor sejr at nå til Rom, men på en måde vil jeg gerne strække dagene.

Om fire dage og 87,5 kilometer vil Dorthe gå den sidste del med sin familie i Rom. Og det skal ikke gå stille for sig.

- Vi skal fejre det. Med stor stil. Jeg er utrolig taknemmelig for den støtte, jeg har modtaget fra min familie og specielt min mand. Jeg er væk i flere uger ad gangen, så det havde været svært, hvis ikke de støttede mig i min drøm, fortæller Dorthe Carlsen.