Nu kan du få køernes mad på spisebordet

Lige nu knokler michelin-kokken Jesper Krabbe fra Lemvig rundt i sit køkken for at lave mad til køer om til lækkerier på spisebordet hos vestjyderne.

Jesper Krabbe har det bedst hjemme i Lemvig med ler på fingrene efter en omgang madlavning i strandkanten.
Jesper Krabbe har det bedst hjemme i Lemvig med ler på fingrene efter en omgang madlavning i strandkanten.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

- Den har en lille smule skarphed, men en hel del sødme, noterer Jesper Krabbe sig.

Han har godt nok erfaring fra de højeste kokke-tinder. Og det er nok også derfor, der ikke umiddelbart er noget mad, der skræmmer ham.

Selv ikke sukkerroer, der mest af alt bliver brugt til produktion af sukker og som føde til køer:

- Jeg har aldrig prøvet at arbejde med roer. Der er nok en grund til at de er føde til kreaturer – men den smager egentlig ganske fornuftigt. Rigtig fint, fortæller Jesper Krabbe.

Jesper Krabbe er kok og laver til dagligt mad over bål til selskaber. Mandag aften kommer han i studiet hos TV MIDTVEST for at servere sukkerroer. Det har nemlig lige været roens dag - en dag der er kommet i kalderen for netop at hylde roens gode egenskaber som føde til kreaturer. 

Jesper Krabbe har hentet sukkerroer fra en lokal landmand i Lemvig
Jesper Krabbe har hentet sukkerroer fra en lokal landmand i Lemvig
Foto: Privatfoto

En god, dansk råvare

Tidligere var roen en populær foderafgrøde til køer i vinterhalvåret, men fordi den har været svær at håndtere for landmændene, har andre afgrøder som majs vundet terræn.

Noget af det, der til gengæld kan give roen et comeback, er at plantens vækstsæson er lang. Det betyder, at roen er mindre overfølsom for ekstremt vejr.

Men roen har en lang dansk historie. I gamle dage satte danskerne roelamper foran husene på allehelgensaften for at skræmme onde ånder væk. Og hvis traditionen lyder bekendt, så er det korrekt. Da de danske udflyttere rejste mod Amerika, tog de traditionerne med sig. Roerne manglede de dog - så i stedet blev lygterne skåret i græskar.

Men kunne den bruges til andet? Ja, mener Jesper Krabbe:

-  Man burde helt klart få det i køkkenet. Vi burde spise meget mere grønt, end vi gør, fortæller han og fortsætter: 

- Lige nu går vi i supermarkedet og finder noget kød og ser på, hvad der skal til. Hvad med man tog i supermarkedet, fandt en sukkerroe og kiggede på, hvad skal jeg spise til den?

Jesper Krabbe har henover weekenden arbejdet med flere sukkerroer for at komme midt- og vestjyderne til undsætning, så vi kan få gang i en overset råvare.

- Den er jo noget fiberholdig. Så jeg har prøvet lidt forskellige ting.

Jesper Krabbe eksperimenterer på roerne for at gøre dem spiseklar
Jesper Krabbe eksperimenterer på roerne for at gøre dem spiseklar
Foto: Privatfoto

Første opskrift lyder på en sukkerroe i marinade lavet af soya, miso, riseddike, ingefær, skalotteløg og hvidløg. Tre timer i marinade og så fem timer i ovnen. 

Den blev mør. Men ikke mør-mør, som Jesper Krabbe beskriver. 

Næste blev penslet i japansk barbecue med sesam i fem timer. Og måske den kommer med i aften.

Mandag formiddag eksperimenterer Jesper Krabbe stadig. Om få timer slæber han sin japanske grill med til TV MIDTVEST, og så skal sukkerroen stå sin prøve.

Om det blir en rösti eller en bøf afslører han ikke endnu, men han lover at have menuen - og opskriften - klar til klokken 19.30 i aften på TV MIDTVEST.