Pludselig mistede medalje sin glans - nu tilbydes han en ny
Bronzemedaljerne til OL har mødt stor kritik.
Bronzemedaljerne ved OL i Paris har været genstand for stor kritik fra flere af atleterne.
Efter et par dage begynder medaljerne nemlig at falme.
Kritikken begyndte, da den amerikanske skateboarder Nyjah Huston delte videoer på de sociale medier, hvor han viste sin medalje frem.
Medaljerne er designet af den franske firma Chaumet og rummer et stykke jern, der er taget fra Eiffeltårnet.
Det amerikanske magasin Time har efter Hustons kritik henvendt sig til OL-arrangørerne.
En talsperson derfra understreger, at atleter med ødelagte medaljer vil få dem erstattet.
- Medaljerne er legenes mest eftertragtede objekter og de mest værdifulde for atleterne. Beskadigede medaljer vil systematisk blive erstattet af Monnaie de Paris og indgraveret på samme måde som originalerne, oplyser arrangørerne til magasinet.
Bryders far reddede medalje
En af dem, der har været dygtige nok til at vinde en bronzemedalje er Turpal Bisultanov fra Herning Brydeklub, der vandt sin medalje i græsk-romersk brydning i vægtklasse 87 kilo.
Han fortæller, at hans medalje også begyndte at falme, og at han er blevet tilbudt en ny.
Han er dog ikke sikker på, at han vil have tage imod tilbuddet.
- På den ene side ville jeg gerne have den skiftet, fordi den så ud, som den gjorde. På den anden side, så var det jo den medalje, som jeg fik om halsen i Paris, så den betyder noget specielt. Og den, jeg får i erstatning, kan jo ende med at se ud på samme måde, siger Turpal Bisultanov.
Bryderen fortæller, at hans far har hjulpet med at få medaljen til at se pæn ud igen.
- Min far har virkelig formået at få den skinne. Han har pudset den og gjort, så den ligner som ny igen, siger han.
Turpal Bisultanov fortæller, at medaljen nu ligger i en æske, og at han vil passe ekstra godt på den for at bevare kvaliteten.