Svømmebassin, en ladcykel og nye IKEA-møbler: Peter henter det tabte på motorvejen

Det seneste år er der tabt 190 stykker farligt gods på landsdelens motorveje, og når det sker, bliver Peter Faarborg sendt ud for at rydde op.

2:48
Alt fra vaskemaskiner til dæk bliver tabt på motorvejen, og det er ikke helt ufarligt at være den, der rydder op.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Et svømmebassin, flamingo-plader, trillebøre, murerbaljer, dækrester, møbler fra IKEA og en ladcykel.

Det er bare et lille udpluk af de sager, som Peter Faarborg har hentet på motorvejen i de ti år, han har kørt tavlevogn.

- Vi finder alt, man kan putte på en trailer eller en bil, som ikke er spændt fast. Forleden var der en ladcykel, der var tabt midt på motorvejen, siger han og tilføjer:

- Mange køber også IKEA-møbler, men så husker de ikke altid at spænde dem fast, og når der så kommer luft ind under møblet, som de har i traileren, så blæser det op.

Peter Faarborg er indehaver af autoværkstedet PF Biler, men han har også en aftale med Falck om at støvsuge motorvejene for tabt gods, og det er faktisk et sted mellem fire til seks gange om dagen, de er ude at hente sager.

Han samler gods op i Østjylland og på Herningmotorvejen til Pårup, som ligger mellem Ikast og Silkeborg. 

Hvis der dog er mange tabte sager, kører han også gerne til både Herning og Holstebro.

Farligt for både trafikanter og opryddere

Den erfarne samler kører altid i en tavlevogn, der gør situationen mere sikker, når han fjerner ting fra vejen.

Man skal nemlig være opmærksom på vejene.

En video fra Rådet for Sikker Trafik viser, hvordan slemt det gik, da en oprydder med tavlevogn skulle samle en cykel op på en motorvej ved Randers, da en lastvogn overså bilen.

- Vi skal tænke os om hele tiden, og nogle gange bliver nogle utålmodige, og så overhaler de os indenom i nødsporet, siger Peter Faarborg.

Men arbejdet er vigtigt, for det er også farligt, hvis de tabte sager bliver liggende på vejen.

- Alt, der ligger på motorvejen, er farligt. Hvis man kører over det, kan det komme ind under bilen, og det kan være, det bliver skudt ud til en bil, der kører ved siden af. Hvis man rammer hjørnet af en kasse, så flyver den jo, og man ved ikke, hvor den flyver hen, siger han.

Hvert år bliver op mod 5.000 genstande tabt ude på statsvejene.

På motorvejene her i landsdelen er der det seneste år blevet tabt 190 stykker farligt gods ifølge Vejdirektoratet.
På motorvejene her i landsdelen er der det seneste år blevet tabt 190 stykker farligt gods ifølge Vejdirektoratet.
Foto: Vejdirektoratet