Efter flere års uenighed er endelig plan nu klar: Sikrer mod oversvømmelser og ødelæggelser for flere milliarder

Holstebro Kommune har nu indgået aftale med lodsejere, så en ny klimatilpasningsplan kan blive til virkelighed.

2:14
Hans Thrue er én af de mange borgere i Holstebro, der ser frem til færre oversvømmelser i fremtiden.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Selvom de fleste nok nyder at bo tæt på vandet, hvad enten det er en nærliggende sø, åløb eller havet, så er det ikke altid lige sjovt. I hvert fald ikke, når Moder Jord viser sig fra sin nådesløse side, hvad angår oversvømmelser.

Alene i løbet af den seneste uge har voldsomme vandmængder resulteret i oversvømmelser flere steder i landsdelen, heriblandt i Ikast, hvor skybrud blandet med kloakvand fossede ind i kældre.

Men nu ser der ud til at være en løsning på vej. I hvert fald i Holstebro.

Her vil man nemlig lave en stor sluse og dæmninger og opstemme vandet øst for byen. Derfor har man nu indgået en aftale med de tre involverede lodsejere, som betyder, at Holstebro Kommune har købt 35 hektar jord til naturpleje.

- Det går ud på dels, at vi får skabt ny natur, og at vi laver en indsat for at pleje og beskytte den natur, der bliver påvirket. Det her er noget, vi skulle opnå på frivillig basis, og vi har arbejdet på at få lodsejernes interesse til at mødes med projektets interesse. Nu kan vi komme til næste skridt og få gang i en projektering af planen, siger Torben Mølgaard, der er chef for Miljø og Teknik i Holstebro Kommune.

Planen for at sikre byen mod oversvømmelser er delt i tre: En dæmning med sluseporte i Storådalen opstrøms byen, en ny dæmning foran den eksisterende dæmning ved Vandkraftssøen samt et dige langs boligområdet ved vejen Vigen i midtbyen.

- Dæmningsanlægget skal bygges tværs over ådalen og indarbejdes i terrænet, så det følger de naturlige konturer. Herude skal der opmagasineres op mod tre millioner kubikmeter vand. Vandkraftsøen har lige nu 1,1 million kubikmeter vand i sig, så det er ekstraordinært meget vand, vi skal have styr på, siger Torben Mølgaard.

Klimaudfordringen med oversvømmelser af Holstebro by er så stor, at den er udpeget på EU-niveau. Klimatilpasningsprojektet skal sikre mere end 700 ejendomme og værdier for over fire milliarder kroner.

Kortet her viser Holstebro Kommunes plan for naturpleje og klimatilpasning i projektet 'Slut med vandkaos'.
Kortet her viser Holstebro Kommunes plan for naturpleje og klimatilpasning i projektet 'Slut med vandkaos'.
Foto: Holstebro Kommune

Glade haveforening

Planen bliver mødt med stor glæde i én af de haveforeninger, der flere gange har kæmpet mod oversvømmelser:

- Det bliver så dejligt, hvis det bliver, som de spår. At vi slipper for oversvømmelser og ødelæggelser af vores værdi hernede, siger Hans Thrue, der er formand for Haveforeningen Storåen.

- Det har vi ventet på i de sidste 15-20 år. Lige hvordan det sker, er så spørgsmålet, fortsætter han.

Torben Mølgaard fra Holstebro Kommune i Ådalen, som efter planen skal holde tre millioner kubikmeter vand tilbage.
Torben Mølgaard fra Holstebro Kommune i Ådalen, som efter planen skal holde tre millioner kubikmeter vand tilbage.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

En endelige klimaplan for Holstebro har været længe undervejs, og har blandt andet mødt modstand i form af kritiske høringssvar, som betød, at byggeriet af en sluse, der skulle være begyndt i 2018, blev udskudt.

Men nu har kommunen en plan klar, og der er meddelt en såkaldt VVM-tilladelse til projektet, der ventes at gå i gang efter sommerferien.

- Det har vist sig at være enormt komplekst, men nu kan vi komme til næste skridt og få gang i en projektering af planen. Nu er der fire ugers klagefrist på projektet, siger Torben Mølgaard.

Den samlede plan ’Slut med vandkaos’ kan læses her.