Kent må springe for livet - bilister kører forbi med 100 km/t

Asfaltmedarbejdere oplever, at bilister sjældent tager hensyn, når de lapper vejhuller.

0:29
Bilisterne kører forbi asfaltmedarbejderne med høj fart.

- Når de ser et gult blink, så sætter de farten op, så vi nærmest må springe for livet nogle gange. 

Sådan fortæller Kent Konge Sørensen om sine oplevelse med at lappe vejhuller i Holstebro Kommune. 

Det er Kaj Bech, der står for at lappe vejhuller i Holstebro, og dem er der ekstraordinært mange af lige nu. 

Men medarbejderne oplever ofte, at bilister ikke tager hensyn. Det fortæller Jesper Skou Sørensen, der er teamkoordinator ved Kaj Bech.

- Tålmodigheden er ikke, hvad den har været, siger han.

Fuck finger og skældsord 

En af de medarbejdere, der ofte oplever bilisternes vrede, er Kent Konge Sørensen, der er asfaltmedarbejder for Kaj Bech.

Kaj Bechs medarbejdere oplever ofte, at bilister ikke tager hensyn.
Kaj Bechs medarbejdere oplever ofte, at bilister ikke tager hensyn.
Foto: Pernille Leftes, TV MIDTVEST

- Det kan godt være utrygt nogle gange. I går arbejdede vi på Herningvej, hvor folk kørte med 90-100 kilometer i timen forbi os. Og nogle gange er det med både fuck finger og skældsord, siger han. 

Han fortæller, at det er par gange er lige ved at være gået helt galt. 

- Det er sket et par gange, at folk er kørt så tæt på, at vi har fået et sidespejl ind på albuen, siger Kent Konge Sørensen. 

- Slip speederen og hils

Kent Konge Sørensen har arbejdet som asfaltmedarbejder de sidste 10 år, og han fortæller, at bilisternes vrede har været et problem alle årene. 

Han tror selv, at problemet skyldes, at asfaltmedarbejderne ofte blokerer vejene til irritation for bilisterne. 

- Så tror jeg, at filmen knækker, siger han. 

Kent Konge Sørensen vil derfor gerne komme med en klar opfordring til alle bilister, der i disse dage støder på de mange asfaltmedarbejdere. 

- Slip speederen og hils. Så får I et smil med på vejen.