Lighunde skal lede efter forsvundet mand
Politiet har nu genoptaget eftersøgningen.
Midt- og Vestjyllands Politi vil nu indsætte såkaldte lighunde for at finde den 35-årige mand, der i sidste uge hoppede i Storå.
Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer, der henviser til lokalpolitiet i Holstebro.
- Vi er bange for, at han er faldet i åen og druknet. Det er det, vi er tilbage ved, siger Lilian Jensen fra lokalpolitiet.
De særlige hunde er trænet i at lede efter lig under vand, men hundene kan først indsættes torsdag, da de lige nu er i brug andre steder.
Den 35-årige Vlad hoppede torsdag i åen efter en bold. Det resulterede i redningsaktioner torsdag og fredag.
Sent fredag aften afblæste politiet aktionerne, da flere vidner havde fortalt, at manden var set i god behold.
Tirsdag denne uge har politiet fortsat ikke talt med den 35-årige, og man genoptager derfor eftersøgningen i og omkring Storå.
Vidner eller andre, der kan gøre politiet klogere på mandens ve og vel kan kontakte politiet på telefon 1-1-4.