Plan skal stoppe oversvømmelser i Holstebro – nu er den sat på pause af klage

Danmarks Naturfredningsforening har klaget over et klimapasningsprojekt i Holstebro. Det betyder, at planerne nu er sat på pause.

0:29
Danmarks Naturfredningsforening klager over Holstebro Kommunes planer
Foto: Holstebro Kommune

Grundejerne langs Storå i Holstebro har længe været plaget af oversvømmelser, når vejret viser sig fra sin værste side.

I juli indgik Holstebro Kommune derfor en aftale med tre lodsejere og købte 35 hektar jord til naturpleje. Jorden skulle bruges til at lave en dæmning med sluseporte i Storådalen opstrøms byen, en ny dæmning foran den eksisterende dæmning ved Vandkraftssøen, samt et dige langs boligområdet ved vejen Vigen i midtbyen.

Nu stopper en klage fra Danmarks Naturfredningsforenings nationale og lokale afdeling dog projektet, da de anmoder Miljøklagenævnet om at give klagen såkaldt opsættende virkning, så projektet ikke kan fortsætte, før klagen er behandlet.

Det skriver Holstebro Kommune tirsdag i en pressemeddelelse.

I klagen skriver Danmarks Naturfredningsforening, at projektet vil påvirke naturen i Ådalen med ”en konstant og markant trussel imod biologisk høj kvalitet i Storådalen opstrøms motorvejen”.

Sagsbehandlingenstiden i klagenævnet kan ifølge Holstebro Kommune tage mere end et år.

Kortet her viser Holstebro Kommunes plan for naturpleje og klimatilpasning i projektet 'Slut med vandkaos'.
Kortet her viser Holstebro Kommunes plan for naturpleje og klimatilpasning i projektet 'Slut med vandkaos'.
Foto: Holstebro Kommune