Husk det nu: Ingen selfie i stemmeboksen
Det er forbudt at tage billeder af dit kryds i stemmeboksen. Her er en guide til, hvad du skal huske ikke at gøre, når du stemmer.
Det burde ikke volde de store problemer, at sætte et kryds på to stemmesedler, alligevel var ca. 24.000 stemmer ugyldige ved kommune- og regionsvalget i 2013. Her er en guide til ting, du ikke skal gøre, hvis din stemme skal tælle.
Karen Bach er leder af valgsekretariatet i Ikast-Brande Kommune. Hun er ansvarlig for valget i kommunen, hvor små 31.000 stemmeberettigede kan afgive sin stemme.
- Man må gerne tage sin egen kuglepen med. Eller en blød pen. Det er helt i orden. Her hos os har vi nogle røde penne, man selvfølgelig kan bruge. Men hvis man f.eks. blander farverne, så man både skriver med en rød og en grøn pen, så begynder det at ligne en stemmeseddel, der skiller sig ud, og som vil blive ugyldig, siger Karen Bach,
Stemmesedler på ikke have særpræg
Vil du gerne have din stemme til at tælle, så må du helt generelt ikke få din stemmeseddel til at skille sig ud. Der er stemmehemmelighed og derfor må stemmesedlen ikke have et særpræg, der gør den genkendelig, når stemmerne tælles op.
- Hvad så, hvis stemmesedlen går i stykker?
- Loven taler om ugyldige stemmer, hvis sedlen er iturevet. Det er en vurderingssag fra stemmesedel til stemmesedel, men mangler der en betydelig del af stemmesedlen, så kan den blive ugyldig. Det sikreste er, at henvende sig til de valgtilforordnende, hvis stemmesedlen går i stykker eller hvis man skriver forkert, så får man bare en ny, siger Karen Bach.
- Må man sætte f.eks. flueben ved en kandidat i stedet for et kryds?
- Flueben vil nok blive godkendt. Tegn, der kan minde om et kryds vil blive godkendt. Altså også et plus f.eks. Men en firkant eller en cirkel eller et skraveret felt, vil blive en ugyldig stemmeseddel, siger Karen Bach
Ingen emoji eller selfie
- Må man lave en smiley eller andre små tegn?
- Nej, det må man ikke. En smiley eller en lille krussedulle vil give stemmesedlen særpræg, og så bliver den ugyldig, siger Karen Bach.
Ved tidligere valg er der flere eksempler på vælgere, der har taget selfies i stemmeboksen eller billeder af krydset på stemmesedlen. Men det er forbudt.
- Det må man ikke. Det hænger sammen med vores princip om stemmehemmelighed. Andre må ikke afsløre, hvad du selv stemmer, men det må du sådan set heller ikke selv.
- Hvordan håndhæver I det?
- Det gør vi ikke. Det er ikke os, der skal håndhæve det, så det er ikke sådan, at vi raser ind i stemmeboksen, hvis vi ser en blitz gå af. Men vi oplyser vælgerne om, at det ikke er lovligt. Desuden har vi opstillet en selfieramme, som man kan tage en selfie med uden for valgstedet. Vi er opmærksomme på, at det ikke er alle, der ved, at det er forbudt, så vi gør også noget aktivt for at informere vælgerne, siger Karen Bach.
I 2013 stemte omtrent 46.000 blankt ved kommunalvalget og ca. 158.000 ved regionsrådsvalget.