Sissel fandt mystisk kadaver på stranden: Så blev hun lidt skuffet

Sissel Lola Jensen var mystificeret af sælsomt fund på stranden. Lige indtil hun googlede

Sissel Lola Jensen ved "det mystiske kadaver" på stranden.
Sissel Lola Jensen ved "det mystiske kadaver" på stranden.
Foto: Christine Uldum

- Jeg blev nok lidt skuffet. Jeg var lige helt høj over at stå med et mysterium.

Med en stor latter og en god portion selvironi fortæller Sissel Lola Jensen om den oplevelse, hun havde, da hun sammen med en flok venner lørdag formiddag gik tur på stranden ved Hvide Sande.

- Pludselig stødte vi på et stort kadaver, der lå på stranden, og vi kunne simpelthen ikke gætte, hvad det var, fortæller Sissel Lola Jensen, der derfor gik hjem og postede på instagram, hvor hun opfordrede folk til at gætte på, hvilket dyr der var tale om.

- Folk gættede på alt muligt lige fra en søko til en stor sæl til en hvalros, fortæller Sissel Lola Jensen.

Men det blev en google-søgning, der overbeviste hende om. at hendes fund nok ikke var så mystisk og sensationelt, som hun først havde troet.

- Jeg google mig frem til, at der tidligere på sommeren skyllede en hval op på stranden ved molen i Hvide Sande, og det er jo nok den, vi så. Den har flyttet sig et stykke siden, men det kan jo være stormen i går, siger Sissel Lola Jensen, der har en opfordring til folk, der er interesseret i store havdyr.

- Tag ud og se den. Det er et fascinerende syn. Og den lugter ikke, siger hun.