To mænd tømte bil for benzin tæt på å i Brande

En mand er allerede blevet sigtet i sagen.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En mand har torsdag aften tømt sin bil for benzin, så det løb ud i et vandløb i Brande. Han er siden blevet sigtet for overtrædelse af miljøloven. Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj.

- Vi bliver ringet op af en borger, der har set to mænd stå og lukke benzin ud af en bil, da de havde skruet bundproppen ud. Borgeren spurgte, hvad de havde gang i, hvor han så fik at vide, at det skulle han ikke blande sig i, fortæller vagtchefen.

Branditten valgte derfor at ringe til politiet, fordi det så mistænksomt ud. Episoden fandt sted bag ved Kvickly i Brande, hvor benzinen løb ned mod åen.

En patrulje ankom til stedet, hvor de hurtigt kunne konstatere, at det lugtede kraftigt af brændstof. Derfor blev Brand & Redning MidtVest kontaktet.

- Klokken 19.40 fik vi meldingen, og vi er hurtigt fremme på stedet. Vi smed absorberende stof på benzinen og samlede det op vi kunne, hvilket løb op i omegnen af 40 liter, fortæller Bjarne Gregersen, der er indsatsleder ved Brand & Redning MidtVest.

Det har formentlig været en større mængde end de 40 liter, som løb ud fra bilen, da beredskabet ikke kunne samle det hele op.

Indsatslederen informerede miljømyndighederne i Ikast-Brande Kommune, der fredag vil tage stilling til, om der skal gøres mere ved udslippet. 

Da TV MIDTVEST talte med Bjarne Gregersen klokken 20.40, havde de forladt stedet.

Hurtigt politiarbejde

Ud fra vidneudsagnet havde politiet en kraftig formodning om, hvem gerningsmanden var.

Det førte allerede til en afhøring og sigtelse, inden klokken var blevet 21.00.

- Personen var et familiemedlem til bilens ejer. Under afhøringen erkendte han sine handlinger, hvorfor han blev sigtet for overtrædelse af miljøloven. Der vil derfor komme et retsligt efterspil, fortæller vagtchef Ole Vanghøj.

Der var to mand ved bilen, som lukkede benzin ud. Det er dog kun den ene, som sigtes i sagen. Politiet har ikke villet oplyse alder eller hjemby på den sigtede.