Ekspert vurderer: Yngre piger i Herning kan være i fare
De to kvinder, der er blevet forsøgt bortført i Herning, bliver nok ikke de sidste. En ekspert vurderer, at yngre piger kan være i fare.
To kvinder er blevet forsøgt bortført i Herning, men begge gange slap de unge kvinder væk.
Noget tyder på, gerningsmændene er de samme, og der er oplysninger ude om deres udseende og bil.
Alligevel har de nok ikke tænkt sig at stoppe.
Det vurderer kriminalpsykolog Charlotte Kappel.
- Der er virkelig høj sandsynlighed for, at det sker igen, siger hun.
Uerfarne gerningsmænd
Med fem døgns mellemrum har to mænd forsøgt at bortføre først en 22-årig kvinde og senest en 18-årig kvinde.
Begge gange lykkedes det for kvinderne at vriste sig fri, selvom de stod alene over for to voksne mænd.
Det får Charlotte Kappel til at vurdere, at de to mænd ikke har den store erfaring med at begå den type kriminalitet.
- Det er to mænd, som heldigvis ikke er gode nok til det, de gør.
- Hvis man mener det nok, at det er det, der skal ske, får man det til at ske. Specielt hvis man er to voksne mænd. Så de har en underliggende nervøsitet over, at kvinderne ikke bare følger med, siger Charlotte Kappel.
Kan gå efter yngre piger
Siden det endnu ikke er lykkedes mændene at få kvinderne med, er der en risiko for, at de vil gå efter yngre piger, vurderer hun. Her mener Charlotte Kappel piger i starten af teenageårene.
- Det gør man som regel, når man gør det her, siger profileringseksperten.
Hun understreger, at hendes vurderinger skal tages med det forbehold, at hun ikke har adgang til alle informationer, såsom hvor meget kvinderne har kæmpet imod, hvor gamle de så ud til at være og andre faktorer.
Thyboen Charlotte Kappel er ekspert i blandt andet psykopati og har arbejdet med gerningsmandsprofiler i 17 år.
Hun lægger vægt på, at kidnapning er personfarlig kriminalitet, og det er typisk ikke den første type kriminalitet, man tyer til.
Så selvom mændene sandsynligvis ikke har begået lignende kriminalitet, kan de meget vel have begået anden kriminalitet såsom indbrud eller lignende tidligere.
Ud fra de nuværende oplysninger om de formodede gerningsmænd og deres fremgangsmåde, vurderer hun, at gerningsmændene har nogle særlige kendetegn.
Det kan meget vel være mænd, der føler sig udstødt af samfundet.
Det kan være mænd, der seksuelt ikke kan få de kvinder, de ønsker, og som derfor er medlem af onlinefora, hvor man ser ned på kvinder og ser dem som nogen, man kan behandle, som man vil. Altså såkaldte incels.
- Incels fanger ofte kvinder og holder dem som sexslaver. Det, kunne man godt frygte, er motivet.
- Næsten ligegyldig hvad vil jeg tro, der er et seksuelt motiv, siger Charlotte Kappel.
Hun nævner også muligheden for, det kan være nogen, som aspirerer til at komme ind i en bande eller en anden form for organiseret kriminalitet.
Samtidig kan det være mænd, som kender lokalområdet, fordi de tidligere har boet der eller arbejdet der.
Omvendt er der mindre sandsynlighed for, at de bor der, fordi risikoen for at blive opdaget så vil være for stor.