Kort nyt

49 minutter siden

Hærget af hagekors: Så dyre bliver "tåbelige drengestreger"

Sognehusets varmepumpe er udsat for både malinger og ridser.
Sognehusets varmepumpe er udsat for både malinger og ridser.
Foto: Privatfoto

En varmepumpe ved sognehuset ved Brandstrup Kirke er blevet udsat for hærværk.

På varmepumpens side er et hagekors malet, og ribberne på pumpen er beskadiget.

Noget, formand for menighedsrådet, Kry Herholdt, stiller sig uforstående overfor.

- Vi har ingen forestillinger om, hvem det kan være eller hvorfor. Der er ikke umiddelbart nogen, der vil os det ondt, fortæller formanden og tilføjer:

- Jeg opfatter det som tåbelige drengestreger.

Varmepumpens skader er vurderet til at løbe op i 100.000 kroner fra anmelderens side. 

- Der er bestilt eksperter, som kigger på, om de kan udbedre skaden. Hvis ikke den kan udbedres, så er det en ny varmepumpe, fortæller Kry Herholdt.

Formanden fortæller, at varmepumpen på nuværende tidspunkt ikke er defekt, men at dens effekt er reduceret.

- Lige nu ser det grimt ud, men der er hæk, så man ikke umiddelbart se den, konkluderer han.

 

31 minutter siden

Kæmpebøde til fodboldklub efter kaos

Fodboldklubben Silkeborg IF skal betale 150.000 kroner og har fået en betinget tribunedom for at fyre romerlys af under hjemmekampen mod AaB 25. oktober.

Det oplyser Fodboldens Disciplinærinstans på Dansk Boldspil-Unions hjemmeside.

Baggrunden for kendelsen er, at kampens dommer har indberettet, at der i kampens 36. minut blev antændt mere end 50 romerlys, hvoraf mindst fem af dem blev kastet ind på banen og medvirkede til, at kampen blev udsat i fire minutter.

Ud over bøden risikerer Silkeborg at skulle spille helt eller delvist uden tilskuere på "den røde tribune". Den dom er gjort betinget og frafalder, såfremt der ikke sker lignende overtrædelser de kommende 12 måneder.

Kunstgræsset på Jysk Park tog tydeligt skade af kasteskytset med sorte plamager til følge.

38 minutter siden

Burgerrestaurant lukket i dagevis

Sultne bilister fra motorvejen og andre kunder har siden mandag måttet gå forgæves til Burger Kings restaurant i Brande. Her hænger blot et skilt, hvor der står: ”Vi har midlertidigt lukket”.

Nu løfter restaurantkæden sløret for, hvorfor der er lukket. Det skyldes simpelthen en mus.

Det skulle dog vise sig at blive lidt af en udfordring af få styr på den lille fyr.

Kl. 09.20

Vestre Landsret afviser at stoppe sag mod Amdi

Vestre Landsret afviser at stoppe straffesagen mod Tvind-stifter Mogens Amdi Petersen.

Det fremgår af en kendelse fra landsretten.

Den i dag 85-årige Mogens Amdi Petersen og fire andre medlemmer af Tvinds ledelse er tiltalt for at have begået underslæb og skattesvig mellem 1990 og 1995.

Amdi og tre af de tiltalte har anmodet landsretten om at tage stilling til, om tiltalen mod dem skulle droppes.

Vestre Landsret har afvist de tiltaltes påstand om, at anklagemyndigheden skal opgive tiltalen.

De fire fik heller ikke medhold i påstanden om at ophæve en bestemmelse om, at de er varetægtsfængslet in absentia.

Kl. 08.30

Hagekors-hærværk for 100.000 kroner

En eller flere ukendte gerningsmænd har lavet hærværk i form af hagekors ved sognehuset i Rødekærsbro.

Det oplyser politikommissær ved lokalpolitiet Stephan Weber på baggrund af en anmeldelse.

Ifølge politiet er hagekorsene blevet ridset ind i en varmepumpe.

Anmelderen skønner, at der er sket skader for 100.000 kroner.

- Er der nogen, der ved hvem det er, så kom lige og sig, lyder det fra politiet.

Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.

Kl. 08.22

Ældre bil brød i brand

En bilist fik sig et chok fredag morgen, da der pludselig gik ild i bilen.

- Der kom røg op fra motorhjelmen, fortæller indsatsleder Anders Simonsen fra Midtjysk Brand & Redning.

Bilen kørte på Illervej ved Kjellerup. Brandvæsenet slap dog for slukningsarbejde, da man nåede frem, for det var allerede klaret med en pulverslukker.

- Vi har mistanke om, at det er noget olie, der er dryppet ned på gearkassen, siger indsatslederen.

Der er tale om en Mercedes af ældre dato. Branden begrænsede sig til motorrummet.

Kl. 07.54

Tyve løb med PH-lamper

En eller flere gerningsmænd stak afsted med to designerlamper, da der torsdag ved middagstid var indbrud på Himmelbjergvej i Silkeborg.

Kenn Sølvkjær Jensen fra lokalpolitiet fortæller, at der blev brudt et vindue op på badeværelset. Herefter er der forsvundet en PH-bordlampe og en PH-gulvlampe.

Også i Ans har der været indbrud. Det er sket i perioden fra mandag til torsdag, men her har politiet ikke overblik over, hvad der er stjålet.

- Anmelderen er beboerens datter. Beboeren opholder sig på et plejehjem, fortæller politiet.

Kl. 07.49

Politiet åbner for frit lejde-ordning

Fra i dag, fredag 1. november, og resten af måneden er det muligt at aflevere våben og ammunition anonymt på politistationer i hele landsdelen, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Indleveringen foregår som "frit lejde", og det betyder, at dig, der indleverer våbnet eller ammunitionen, ikke risikerer at blive sigtet for ulovlig våbenbesiddelse, og derved heller ikke risikerer at blive straffet for det, selvom du har overtrådt loven.

Kl. 06.30

FCM-exit er ekstra hård for rutineret målmand

For veteranen Jonas Lössl er den danske pokalturnering stedet, hvor han i denne sæson får spilletid.

I Superligaen og de europæiske kampe er det Elias Olafsson, der er førstevalget, så for veteranen Lössl rammer det ekstra hårdt, at FCM torsdag aften røg ud af pokalturneringen ved at tabe 0-1 på udebane til Brøndby.

- Jeg havde glædet mig rigtigt meget til at spille herovre. At stå her på bagkant og sige, det var dejligt at være tilbage i mål, kan jeg ikke, for vi skulle have vundet. Det er det, der fylder allermest lige nu, siger 35-årige Jonas Lössl til FC Midtjyllands hjemmeside.


Forsidefoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kl. 06.22

Omkørsler i ugevis

Ikast-Brande Kommune varsler omkørsler, der stort set vil vare måneden ud. Det oplyser kommunen på Facebook.

I Christianshede syd for Pårup vil der være afspærring på Krogagervej ud mod Christianshedevej fra 4. november til 29. november. Det skyldes udskiftning af rækværk og autoværn ved broen.

I Isenvad vil der være vejspærring i krydset Skolevænget/Hanningvej fra 4. november til 27. november på grund af renovering af spildevandsledning.

Begge steder etableres omkørsel.

Kl. 06.08

TV MIDTVEST dækker valg 7000 kilometer væk

Der er 7000 kilometer mellem Viborg i Midtjylland og danskerkolonien Viborg i den amerikanske delstat South Dakota.

Men nu forsøger TV MIDTVEST at knytte de to byer lidt tættere sammen. For når det amerikanske valg bliver afgjort, er TV MIDTVEST til stede i USA.

Kl. 05.29

Blæsende og gråt - men det lysner

Fredagen begynder med blæst og gråvejr, oplyser DMI i den regionale vejrudsigt.

Det bliver skyet vejr med stedvis regn, og vinden vil være jævn til hård fra vest. Ved kysterne går det dog endnu vildere for sig - med stedvis kuling og vindstød af hård kuling.

Temperaturer mellem 12 og 14 grader.

I eftermiddag klarer det imidlertid op, og der kommer nogen sol, beretter meteorologerne.

I aften og i nat bliver det tørt og klart - men stadig blæsende.

Kl. 05.02

En million tronskiftemønter sendes på gaden i dag

Om kort tid kan du modtage en spritny mønt i hånden, hvis du får en 20-krone tilbage i en butik eller i banken.

I dag sendes den nye tronskiftemønt ud i landet fra Nationalbanken.

Mønten markerer tronskiftet, hvor et portræt af kong Frederik vil være på forsiden, mens dronning Margrethe vil være at finde på bagsiden.

Tronskiftet fandt sted 14. januar, men først nu er mønten klar til brug.

- Det er en langstrakt proces at producere en mønt. I Nationalbanken blev vi også overraskede nytårsaften, da dronningen abdicerede, siger Niels Kaas, der er hovedkasserer i Nationalbanken.

Kl. 04.47

Vikar stiller krav til sit parti

63-årige Kristian Pihl Lorentzen (V) stiller et krav til sit parti, når han fredag vender tilbage til Folketinget som stedfortræder for Mads Fuglede (DD), der holder barsel.

- Det mest rigtige er, at der er rene linjer, siger den garvede politiker.

31. okt 2024 kl. 22:40

VFF og Silkeborg: Her er deres modstander i pokalturneringens kvartfinaler

Torsdag aften var der lodtrækning til kvartfinalen i pokalturneringen, der bliver afholdt i december. 

Silkeborg IF skal spille mod Aab på hjemmebane, mens Viborg FF skal møde Brabrand fra 3. division på udebane. Det oplyser Oddset Pokalen

Billedet på forsiden er taget af Ritzau Scanpix. 

31. okt 2024 kl. 20:59

Børn skræmmer børn i toetagers Scary House

I Brande er det børn, der er sat ind som statister til at skræmme de børn, der kommer forbi et toetagers Scary House. 

Se video og billeder derfra i artiklen. 

31. okt 2024 kl. 18:55

Viborgs reserver slår Næsby ud og avancerer i pokalen

Med en sejr over Næsby gik reservespækkede Viborg FF problemfrit videre til kvartfinalen i pokalturneringen.

Næsby fra 3. division havde mulighed for at levere en stor overraskelse i den danske pokalturnering torsdag aften.

Men Viborg FF sørgede for at punktere den drøm med en 4-1-sejr på Odense Atletikstadion foran 1337 tilskuere. Dermed gik Viborg videre til kvartfinalen.

Viborg-træner Jakob Poulsen stillede op med ni nye spillere i startopstillingen i forhold til søndagens 4-2-sejr over Sønderjyske i Superligaen.

Kun de to offensivspillere Anosike Ementa og Ibrahim Said var gengangere hos Viborg.

Viborg, som skiftede flittigt ud i anden halvleg, cruisede sejren i land og kan nu se frem mod søndagens kamp ude mod FC Nordsjælland i Superligaen.

Billedet på forsiden er taget af Henning Bagger/Henningbagger/Ritzau Scanpix. 

31. okt 2024 kl. 17:55

Uheld på motorvej

Vær opmærksom, hvis du kører ad herningmotorvejen fra Herning mod Silkeborg. 

Der er sket et uheld mellem Hammerum og HI-Park, oplyser Vejdirektoratet

31. okt 2024 kl. 17:47

Villa brændt ned: Nu er 27-årig varetægtsfængslet

En 27-årig mand er torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger efter en villa i Aalestrup natten til torsdag brændte ned. Det oplyser Jesper Sørensen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi. 

Politiet mistænker manden for at have påsat branden. 

Politi og brandvæsnet fik anmeldelsen 00:53 og rykkede herefter ud til villaen på Birkevej i Aalestrup, hvor husets facade stod i flammer. Brandvæsnet fik hurtigt branden under kontrol, så ingen personer kom til skade. 

Villaen er beboet, men der var ingen hjemme, da den brød i brand. 

31. okt 2024 kl. 15:59

FCM skal møde Brøndby i særlig trøje efter ballade

Brøndby IFs fans før 3F Superliga-kampen mellem Brøndby IF og FC København på Brøndby Stadion søndag 27. oktober 2024.
Brøndby IFs fans før 3F Superliga-kampen mellem Brøndby IF og FC København på Brøndby Stadion søndag 27. oktober 2024.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I torsdagens pokalkamp vil FC Midtjylland stå over for Brøndby-spillere iført særlige trøjer.

Det oplyser vestegnsklubben på Facebook.

Spillerne fra Brøndby vil være iført de sædvanlige blå-gule-trøjer, men de vil bære trykket 'Ingen over klubben - Stop Volden!' på brystet.

Trøjerne er blevet trykt efter weekendens ballade, hvor derbyet mellem FCK og Brøndby var plaget af uroligheder.

Brøndby IF, Danske Spil og Oddset, Fanafdelingen og Brøndby Support står bag trøjerne.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
31. okt 2024 kl. 15:55

Nedbør har konsekvenser for drikkevand

Den seneste tids nedbør har allerede nu konsekvenser for drikkevandet flere steder.

Det fastslår hydrogeolog i Viborg Kommune Claus Holst Iversen, efter endnu et fund af bakterier torsdag har ført til endnu en anbefaling om at koge vandet.