Kort nyt

20. jun 2024 kl. 16:50

Henrik Stubkjær har mødt pave Frans

Stubkjær på pavebesøg i Vatikanet
Foto: LVF/Arni Danielsson

Biskop i Viborg Stift og præsident for Det Lutherske Verdensforbund Henrik Stubkjær har mødt pave Frans.

Det oplyser Viborg Stift i en pressemeddelelse.

Mødet mellem de to religiøse overhoveder fandt sted i dag torsdag hos paven i Vatikanet.

- Paven er meget nærværende, og det var en stor oplevelse at møde ham, siger Henrik Stubkjær i pressemeddelelsen.

Henrik Stubkjær blev sidste efterår i præsident i Det Lutherske Verdensforbund, der repræsenterer 77 millioner mennesker.

På mødet mellem de to blev der blandt andet talt om samarbejdet mellem de to kirker.

I 2016 mødte Henrik Stubkjær også paven. På det tidspunkt var Stubkjær formand for World Service-komiteen og medlem af Executive Committee i Det Lutherske Verdensforbund.

Se, hvordan biskoppen fra Viborg blev modtaget i Afrika, og hvordan han fik et helt særligt møde i hus.

36 minutter siden

Turister valfarter til Cold Hawaii

Cold Hawaii
Foto: Jan Torben Svale Andersen

Danmark er turisternes fortrukne vandsportsdestination i Nordeuropa. 

Det viser en undersøgelse fra VisitDenmark. 

Et af de steder, der ligger helt i top, er surfernes paradis i Klitmøller - også kendt som Cold Hawaii. 

- Danmark har jo nogle helt unikke forhold i forhold til vind og vejr, siger Rasmus Fejerskov, der er ejer af SurfPro i Klitmøller.

Turister fra nær og fjern valfarter til Cold Hawaii for at boltre sig i bølgerne, surfe og sejle i kajak. I sommermånederne er de lokale surfskoler stort set fuld booket, og stranden er helt fyldt med især norske, svenske og tyske turister. 

- Vi kan mærke, at der er flere turister i området, og det skaber meget mere liv, siger Rasmus Fejerskov, der er ejer af SurfPro i Klitmøller.

Vandsport i Danmark har især taget til de sidste tyve år. 

- Da jeg kom til i tidens morgen, var det kun få surfere, der boede her. Nu er der jo vækst, og folk bosætter sig her. Man bliver simpelthen bidt af det, og man kan ikke undvære det her, siger Rasmus Fejerskov. 

Kl. 17.56

57-årig kvinde død i arbejdsulykke - nu har virksomhed fået strakspåbud

Virksomheden Funkisfood ved Borris nær Skjern har fået et strakspåbud fra Arbejdstilsynet, efter en 57-årig ansat har livet i en arbejdsulykke.

Det viser en aktindsigt.

En 57-årig kvinde fra Ringkøbing-kanten mistede sidste fredag livet, da hun fik nogle varer ned over sig.

Ifølge Arbejdstilsynet væltede varerne ned over kvinden, da en anden ansat var i færd med flytte en stabel varer med en truck.

- Arbejdstilsynet vurderer, at arbejdet med nedstabling ikke er foregået sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, konkluderer tilsynet i et brev til Funkisfood, som TV MIDTVEST har fået aktindsigt i.

TV MIDTVEST har torsdag forsøgt at få en kommentar fra Funkisfood. Virksomheden er ikke vendt tilbage på TV MIDTVESTs henvendelse.

Kl. 17.27

Vingegaard ved ikke, om han er i stand til at konkurrere om guldet

Jonas Vingegaard er glad for at være blevet klar til Tour de France, men det er et åbent spørgsmål, hvilken form de seneste to års vinder har taget med til Tour-starten i Firenze.

Den 27-årige dansker har ikke kørt et løb, siden han styrtede voldsomt i Baskerlandet Rundt for tre måneder siden, og han er selv usikker på, om det er realistisk at kæmpe med om sejren i år.

- Jeg ved det helt ærligt ikke. Jeg har arbejdet hårdt og er ikke i dårlig form. Men det var så hårdt et styrt, at alt herefter er en bonus, siger Vingegaard på et pressemøde i Firenze.

Han punkterede en lunge og brækkede kravebenet og adskillige ribben, da han ramte jorden på en nedkørsel 4. april. Det kostede 12 dage på hospitalet og en lang og hård genoptræning.

- Bare at være her er en sejr. Hvis jeg laver et resultat, vil jeg blive meget glad. Var jeg ikke styrtet, ville jeg have sagt, at jeg var her for at vinde. Men tingene har ændret sig i de sidste måneder.

- Jeg håber stadig, at jeg er stærk nok til at kæmpe for sejren, men vi må vente at se, siger Vingegaard.

Kl. 15.30

Viborg Domkirke får plads på ny VFF-trøje

ny vff-trøje
Foto: Pressefoto: Viborg FF

Viborg Domkirke får en fremtrædende rolle i den kommende sæson af Superligaen.

Torsdag eftermiddag har Viborg FF vist klubbens nye trøjer frem, og her ses en silhuet af domkirken, der af mange betragtes som Viborgs vartegn. Manden, der står bag motivet af Viborg Domkirke, er den lokale kunstner Per Freundlich Andersen.

Viborg FF spiller første superligakamp i de nye trøjer 21. juli, når midtjyderne møder Brøndby IF.

Kl. 14.42

Her er de Coop-butikker, der lukker i landsdelen

54 butikker bliver direkte berørt af Coops store spareplan. Ud af disse skal 19 efter planen lukke, mens 35 bliver solgt til Salling Group.

Det fremgår af en pressemeddelelse, dagligvaregiganten har sendt ud torsdag eftermiddag.

I Midt- og Vestjylland lukker 365 Discount-butikker i Hurup, Skive og Herning, skriver TV 2.

365 Discount i Kibæk og Lemvig samt SuperBrugsen Struer bliver overtaget af Salling.

Kl. 14.36

- Se Jonas' smil, siger Vingegaards hold om sidste træning inden touren

Jonas Vingegaard fra Glyngøre har gennemført sin sidste træning inden Tour de France.

Det oplyser thyboens hold, Team Visma | Lease a Bike, på X.

- Se Jonas' smil. Han er dedikeret, og det er vi også, skriver holdet i en tekst til en video.

Torsdag aften præsenteres rytterne ved dette års Tour de France, som begynder lørdag.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Kl. 14.06

DMI opgraderer varsel til farligt vejr

DMI har torsdag opgraderet et varsel om skybrud, så det nu betegnes som farligt vejr.

Det oplyser DMI på sin hjemmeside.

DMI forventer nu forventer kraftig torden, hagl og lokale skybrud i Vestjylland i tidsrummet 16-21.

Der kan falde mellem 25 og 35 mm regn på 30 minutter, lyder det.

For dele af Midtjylland samt Thy og Mors forventer DMI tordenbyger og lokale skybrud i tidsrummet 18-02.

Kategorien "farligt vejr" er den næste højeste varsling hos DMI.

Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Allan Riis understreger, at politiet er opmærksom på udsigten til vand.

- Vi er klar, hvis det kommer, siger han.

De orange områder vil opleve farligt vejr, mens de gule står til voldsomt vejr.
De orange områder vil opleve farligt vejr, mens de gule står til voldsomt vejr.
Grafik: DMI
Kl. 13.48

Dansk bataljon i Letland skal afskrække russerne

Som et led i samarbejdet med NATO er det blevet besluttet, at Danmark skal sende soldater til Letland. Det bliver en kampbataljon fra 1. Brigade fra Jydske Dragonregimenter i Holstebro, der fra august 2024 skal fungere som en del NATO's forreste spydspids, skriver Forsvaret.

- Den danskledede division er en del af NATO’s forreste forsvarslinje mod et eventuelt angreb. Vi skal ultimativt afskrække og om nødvendigt forsvare Letland hurtigt og effektivt, fortæller den danske generalmajor Jette Albinus, som er chef for NATO’s danskledede Multinational Division North i Letland, fremgår det af pressemeddelelsen.

Kl. 13.35

Byrum skal fornys for millioner

Nu er det blevet offentliggjort, hvordan den historiske bymidte omkring domkirken i Viborg skal se ud i fremtiden.

Kommunen har valgt et forslag lavet af Marianne Levinsen Landskab ApS.

 -Ændringerne vil gøre Domkirkekvarteret endnu mere attraktivt for både beboere og turister, siger borgmester Ulrik Wilbek i en pressemeddelelse.

Kl. 13.30

Udsigt til kampvalg: Endnu en kandidat er klar

simon tang
Foto: Holstebro Kommune

Først var der én. Nu er der to.

Klaus Flæng fortalte tidligere i dag, at han går efter at blive ny S-borgmester i Holstebro Kommune. 

Nu siger partifællen Simon Tang det samme.

Det socialdemokratiske byrådsmedlem meddeler, at han er parat til at blive førstemand i Holstebro efter H.C. Østerby, som onsdag offentliggjorde, at han ikke genopstiller ved kommunalvalget i 2025.

- Jeg stiller op, fordi jeg tænker at meget af det, HC har gjort og stået for, har været det rigtige. Han har vist, at der skal være styr på økonomien, før man kan tilbyde en ordentlig velfærd. Den balance vil jeg bygge videre på, siger Simon Tang. 

54-årige Simon Tang er uddannet pædagog. Han er leder af en daginstitution i Holstebro, gift og far til fire børn - og har været byrådsmedlem siden 2021.

- Jeg har talt med min familie om det. Jeg er ikke i tvivl om, at der er opbakning fra dem. Så må vi se, om der også er opbakning fra vælgerne. 

- Jeg vil forsøge at samle fra højre til venstre, fra øst til vest og fra land til by, afslutter han. 

Kl. 13.21

Coop lukker flere butikker

Coop sælger 35 butikker og lukker 19 butikker landet over. 

Det oplyser brugsforeningen i en pressemeddelelse.

Meldingen kommer, dagen efter Konkurrencestyrelsens godkendelse af en ny aftale mellem Coop amba og OK.

Desuden oplyser koncernen, at der i øjeblikket pågår forhandlinger om salg af et yderligere antal butikker.

Der kan også være udsigt til, at endnu flere end 19 butikker må dreje nøglen om. Coop forhandler på nuværende tidspunkt med udlejere om nedsættelse af husleje en række steder over hele landet.

- Hvis ikke disse forhandlinger ender tilfredsstillende, kan der komme et yderligere antal lukninger, skriver Coop.

Der er ikke sat navn på de butikker, der skal lukke. Efter lukningen vil Coop have 900 butikker landet over.

Kl. 13.04

FCM henter senegalesisk forsvarsspiller i søsterklub

FC Midtjylland skal på jagt efter en billet til Champions League-gruppespillet, når den nye sæson begynder, og til det får klubben senegalesisk hjælp.

Midtjyderne har nemlig hentet forsvarsspilleren Ousmane Diao til Danmark fra den portugisiske klub CD Mafra, som har samme ejer som FC Midtjylland.

20-årige Ousmane Diao, der huserer i midten af forsvaret, har i Mafra spillet i den næstbedste portugisiske række siden januar 2023.

- Ousmane er en yderst talentfuld forsvarsspiller, der allerede har markeret sig på seniorniveau, siger fodbolddirektør Peter Sand til FCM's hjemmeside.

- Han er aggressiv og intelligent i sine en mod en-dueller. Når vi kigger på ham, så har han den rette kombination af intensitet og hårdhed i sit spil, som suppleres af hurtighed og kvalitet på bolden. Det matcher vores spillestil rigtig godt.

Ousmane Diao har fået en kontrakt, der løber til 2029.

Kl. 12.47

"Træstykker over hele kørebanen" på hovedvej

Torsdag eftermiddag er der "træstykker over hele kørebanen" på rute 15 syd for Herning.

Det oplyser Vejdirektoratet på Trafikinfo.dk.

Træstykkerne ligger i østgående retning mellem Herning Syd og afkørsl 41 Lind.

Udklip
Grafik: Vejdirektoratet
Kl. 12.34

Udvist iraner var aldrig på Kærshovedgård - nu har han fået sin straf

En iransk mand med bopæl på Udrejsecenter Kærshovedgård er torsdag blevet idømt tre år og ni måneders fængsel for ikke at overholde opholds-, melde- og underretningspligt på udrejsecentret ved Bording.

Det oplyser anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi Line Svensson.

Iraneren, der hedder Arman Maleki, har været bosat på udrejsecentret siden november 2020.

- Han har ikke været på centret over flere år. Det har kun været afbrudt af perioder, hvor han har siddet i fængsel, forklarer anklageren.

I retten erkendte iranerne, at han ikke havde opholdt sig på centret, som han var forpligtet til.

- Han mente, at han skulle frifindes, fordi han havde gjort brug af nødretten på grund af sine personlige forhold, forklarer anklageren.

Arman Maleki er nu blevet udvist for bestandig. Han har anket dommen til frifindelse.

Kl. 12.14

Høje temperaturer lukker for fiskeri

Sammenslutningen ved Storå har torsdag lukket for fiskier i en del af den vestjyske å.

Det oplyser sammenslutningen på sin hjemmeside.

Lukningen begrundes i den høje vandtemperatur.

Der indtil videre lukket for fiskeri i Storå nedstrøms Vandkraftværket i Holstebro.

Kl. 11.54

Coop lukker flere butikker og sælger til konkurrenten, erfarer TV 2

Supermarkedskoncernen Coop vil skille sig af med godt 50 butikker som led i en stor redningsplan. Cirka 35 kommer dog til at leve videre, da de bliver købt af konkurrenten Salling Group.

Det erfarer TV 2.

Coop står bag supermarkedskæderne SuperBrugsen, Kvickly og 365 Discount, men har de seneste år blødt store millionbeløb. Derfor købte energiselskabet OK tidligere i år halvdelen af Coop samtidig med, at OK overtog beslutningsretten i selskabet.

Ifølge TV 2's oplysninger vil de cirka 35 butikssalg fra Coop til Salling primært, men ikke udelukkende, vedrøre 365 Discount-butikker.

Samtidig bliver der fyret i omegnen af 170 administrative medarbejdere.

Kl. 11.46

Første kandidat til at afløse bykonge har meldt sig

Mindre end 24 timer efter, Holstebros borgmester – H.C. Østerby (S) – fortalte, at han ikke genopstiller, er et bud på en afløser klar.

Byrådsmedlem Klaus Flæng vil være Socialdemokratiets nye spids.

Den 45-årige byrådspolitiker har i syv år været udvalgsformand for først for Teknisk Udvalg og nu for Børne- og Familieudvalget. Derudover er han medlem af Økonomiudvalget.

Klaus Flæng, der er gift og far til to børn og bor i Vinderup, har siddet i byrådet i Holstebro siden 2013. Han siger i dag til TV MIDTVEST, at han er parat til at løfte arven efter H.C. Østerby, der har været borgmester siden 2010.

- Jeg har gået med tanken om, at en dag ville H.C. stoppe - og derfor har jeg forberedt mig på det, fortæller Klaus Flæng. 

- Derfor kan jeg melde mit kandidatur ud nu. Jeg har afklaret det med min familie. Jeg har talt med hele byrådsgruppen. Jeg har ringet rundt til hver enkelt og fortalt dem min beslutning for at være åben omkring det, men har selvfølgelig en forventning om at andre også vælger at stille op, siger han.

Kl. 11.23

DMI: Nu er det årets varmeste dag

Torsdag 27. juni er årets hidtil varmeste dag.

Det konkluderer DMI på det sociale medie X onsdag eftermiddag.

Flere steder i Midt- og Vestjylland er man langt over de 25 grader, der definerer en meteorolgisk sommerdag.

I Borris ved Skjern lyder temperaturen torsdag eftermiddag på 27,1. I Vestervig i Sydthy er der målt 27 grader, mens temperaturen ved Flyvestation Karup lydder på 26,8.

Højeste temperatur i Danmark er målt på Lolland, hvor temperaturen er over 28 grader.

DMI formoder, at maksimumstemperaturen torsdag kan ende på 30 grader.

De højere temperaturer ventes ifølge DMI at blive afløst af tordenbyger, der kan resultere i skybrud.

Her er temperaturene klokken 13.20 torsdag 27. juni.
Her er temperaturene klokken 13.20 torsdag 27. juni.
Grafik: DMI
Kl. 11.16

Nu kan du igen bade ved Thisted Bredning

Det er igen muligt at bade ved Thisted Bredning, hvor der tidligere på måneden blev fundet adskillige døde fisk i vandkanten.

Det oplyser Thisted Kommune i et opdateret Facebook-opslag.

På baggrund af massedøden frarådede kommunen i sidste uge badning på strækningen.

Miljøstyrelsen har på baggrund af prøver konkluderet, at iltsvind er den mest sandsynlige forklaring på massedøden.

Kl. 11.03

Herning Kommune viser Danmark-Tyskland på storskærm

Herning Kommune viser 1/8-finalen mellem Danmark og Tyskland lørdag.

Det oplyser kommunen på Facebook.

Kampen vises på torvet i Herning, og det er gratis at deltage.

1/8-finalen sparkes i gang klokken 21.00, og kampen vises også på TV 2.